Rikkes rejse ud af stress: En dagbog

AMSI, UGE 28 - afslutning Med dyb taknemmelighed, siger jeg TAK for AMSI-rejsen. Sidste terapi på AMSI er gennemført, og gav mig, som altid, ting til refleksion og det sidste at arbejde videre med. Sidste zoom med dedikeret og engageret fagfolk og velkendte meddeltagere. Sidste meditation i dette forum. Også her mærker jeg en dyb taknemmelighed - over at have lært meditationens kraft og virkning, på krop og sjæl. Det er med stor glæde, dyb taknemmelighed og vemodighed, at jeg siger tak for rejsen, og for fællesskabet. Tid til at fortsætte på egne ben, med alt hvad jeg har lært. AMSI har været min tro støtte i 6 måneder. Mit anker. Min dybdegående terapi. Min læremester. Mit trygge helle hvor jeg har delt mine mørkeste erindringer. Arbejdet med mine traumer. Frigjort mig fra mit livs jernlænke og sat mig selv fri. Et sted, hvor vi har delt smerte, frustration og sorg. Samt glæde, grin og succes, hver gang vi lykkedes. Jeg mærker mine øjne bliver våde, og tårer triller stille over min kind. Rørt af taknemmelighed og glæde over, at jeg gav mig selv denne betydningsfulde rejse. At jeg prioriterede mig selv, ligesom jeg nu vil prioritere mig selv fremadrettet. Jeg har nemlig fået 1. prioritet i min egen tilværelse, og her forbliver jeg. I sandhed en livsforandrende rejse. Som jeg sidder her og kigger tilbage på AMSI fra start til slut, ser jeg følgende: Fysisk: Fysisk er der, jeg har rykket mig mindst. Jeg har accepteret, at det går langsomt. Jeg har opnået tilstrækkelig indsigt i stress kollaps og langvarig svær overbelastning, at jeg forstår, hvor lang tid det kan tage. Afhængigt af flere faktorer, bl.a. om man har ro omkring sig samt støtte, hjælp og omsorg. Jeg har også accepteret, at jeg aldrig kommer i nærheden af samme fysiske niveau. I stedet glæder jeg mig over de små fremskridt. F.eks. går jeg ture nu på 2-3km. Da jeg startede på AMSI gik jeg ca. 200m. Jeg er begyndt til pilates, på et hensynstagne skånehold. Et lille hold med forståelse for sygdom og begrænsning. På en rolig lokation uden musik eller anden støj. Jeg er træt bagefter og skal have en restitueringsdag dagen derpå. Men for 6 mdr. siden, havde min deltagelse været udelukket. Visse ting udtrætter mig mere end andet. F.eks. har jeg altid ørepropper med på mine gåture, og når jeg handler ind, da min hjerne let bliver overstimuleret af sanseindtryk, især lyde. Hurtig bevægelse samt stor koncentration, som ved f.eks. bilkørsel eller lektiehjælp, udtrætter mig også hurtigt. Det samme gør sig gældende i sociale sammenhænge, uagtet om det er at ses med gode veninder, eller deltage i et forældremøde på skolen. Men jeg rykker fremad. Stille og langsomt. Med venlig tålmodighed og appetit på livet. Jeg savner stadig at løbe. Fordi det er min store passion. Fordi det altid har været mit frirum. Jeg kommer til at løbe igen. Fordi jeg er indstillet på, at korte hygge ture er bedre end ingen løbeture. Mentalt: Mentalt, er der en verden til forskel. Jeg har fået ryddet op i en KÆMPE bunke uforløste følelser og fortids traumer. Jeg har sluppet byrder så tunge; og med dem en lang række bekymringstanker. Mentalt kan jeg stadig blive presset, med kraftige stresssymptomer til følge. Med tanke på, at jeg har levet ca. 40 år i alt for højt gear og med et usundt højt stressniveau. En tilværelse der har skabt dybtliggende indgroede vaner som livsstil. Selv med dedikeret fokus, er det ikke noget jeg ændrer fuldkommen på få måneder. Det tager tid. Og jeg vil snuble og falde. Som det lille barn der først må kravle, før det lærer at gå frit og ubesværet. Den afgørende forskel er nu, at jeg opdager det. Bliver bevidst om det jeg mærker. Bevidst om min adfærd. Nu mærker jeg de små kropsspændinger der kommer snigende. Jeg mærker stigningen i den pulserende dunken i mit indre øre. Jeg mærker den første trykken i pande, tindinger og bryst. Når det opstår, er jeg opmærksom på at det sker, og finder den bagvedliggende årsag. Og nu har jeg løsningen. Nu har jeg værktøjerne til at komme ned i kroppen og genskabe roen. Oplever jeg eksempelvis vågne nætter med uro, ligger jeg ikke længere og stresser mig selv op. I stedet tillader jeg mig selv, blot at observerer uroen og accepterer at den er der. Jeg ved at uroen er midlertidig og at jeg selv kan genskabe ro, med dybe venlige vejrtrækninger og ved at slippe de uhensigtsmæssige tanker, og søge ind i mit rolige rum. Tankemønstre, bekymringstanker, tankemylder, kan alene køre kroppen i alarmberedskab og udløse hjertebanken, anspændthed og uro. Selv når jeg sidder stille. For mit vedkommende er det en fortsat øvelse at holde tankerne i rolig positiv kontrol. Og være opmærksom på at sætte ind, når tankerne stikker uhensigtsmæssigt afsted. To af de vigtigste og mest betydningsfulde indsigter jeg har gjort, er: 1) Tankespind kan påvirke mig mere kraftfuldt end fysisk aktivitet og stimuli. 2) Min intuition leder mig altid på rette vej - jeg skal blot lytte til den. Med mindfulness, meditationer, mange pauser og ro omkring mig, er jeg i balance. Når jeg ”snubler og falder” koster det uro, ubalance og træthed. Som tiden går, bliver jeg langsomt mere sikker til bens, og der går længere imellem mine fald. Personlighed: Personlighedsmæssigt, er forskellen uden sammenligning. AMSI har givet mig livets største gave. Et godt SELVVÆRD! AMSI har lært mig at sætte mig selv først. Give mig selv 1. prioritet i mit eget liv. Og, jeg har fundet hjem i mig selv. Inden AMSI, og før mit kollaps, levede jeg i overbevisningen om, at jeg havde det fint - også med mig selv. En usand overbevisning. Med en stor mængde daglig selvværdstræning, blev jeg langsomt bevidst om, at jeg ikke tidligere havde det godt med mig selv. Ikke sådan rigtig godt. Jeg elskede ikke mig selv helhjertet. Jeg har levet mit liv, med et stort åbent sår, som endelig er blevet renset og helet. Jeg har vendt vrangen ud på ALT. Haft mine værdier under luppen, og opdateret mit værdisæt. Størst af alt er, at jeg har fundet accept i den jeg er som menneske. Fundet ægte selvkærlighed. Lært min værdi at kende. Min værdi for den jeg er - ikke for det jeg kan, eller kunne. Jeg lever ikke længere efter andres syn og holdninger. Jeg yder ikke længere tjenester, for at behage andre - hvis det er på bekostning af mig selv. Jeg nyder roen omkring mig. Roen indeni. Roen jeg giver videre til mine børn. AMSI oversteg mine forventninger, på måder jeg hverken havde forudset eller forventet. AMSI har givet mig et nyt ståsted i livet, hvor jeg aldrig mere bliver syg af stress. AMSI har givet mig et nyt livssyn. Og med det skabt en ny levevis, som er langt sundere og mere meningsfuld for mig, end da jeg famlede i livet, både før og lige efter mit kollaps. AMSI har ganske enkelt været livsforandrende for mig. AMSI har givet mig livet på ny. Fysisk fremgang kommer med tiden. Det er jeg sikker på. Det kræver blot tålmodighed. Og det er mit nye tidsubegrænset mål i tilværelsen. At genoptræne mig selv, til gradvist over tid at kunne mere og mere. Jeg har genfundet livskvalitet i nye former, og jeg nyder livet, baseret på de vilkår jeg har. Fremtiden ser klar og lysere ud. Lysere end den længe har gjort. Livet er den dyrebareste gave. Nu vil jeg stemple ud og tage mig godt at mig selv, resten af mit liv.   AMSI, UGE 27 Stress vs Selvværd. Er der en sammenhæng mellem stresssygdom og lavt selvværd? Da jeg startede min AMSI rejse i november 2024, overraskede det mig, hvor meget AMSI-materiale der omhandler selvværd og tager udgangspunkt i selvværdstræning. Nok har jeg altid vidst, at jeg havde lavt selvværd, men jeg forbandt det ikke med min stresssygdom. Jeg har altid tænkt, at selvværd naturligvis må være rart at besidde, men at jeg med min gode selvtillid, klarede mig fint. Det er først på min AMSI rejse, at jeg indser, konsekvenserne af mit lave selvværd. Hvor fatalt det har været for mig, ikke at kende min egen værdi. Opvæksten i en dysfunktionel familie, med meget ufred, overgreb og aggressiv adfærd, udrustede mig med et skjold bestående af en smilende facade, trods indre kaos. I skolen blev jeg hurtigt udset som mobbeoffer nr. 1. Jeg har ikke ret mange gode minder fra mine 10 år i folkeskolen. Når jeg tænker tilbage på den tid, ser jeg billeder af overfald, slag på min krop, tilsvining samt krænkende og ydmygende adfærd som f.eks. når drengene greb mig, trak mine bukser af og slæbte min gennem fællesrummet til offentligt skue. Det min barndom lærte mig, var at jeg ingen værdi havde som menneske og at andre kunne behandle mig som de lystede. Jeg lærte at hvis jeg tilpassende mig alle andre og ikke sagde nogen noget imod, undgik jeg måske bare lidt af alt det ubehagelige. I dag ser jeg hvordan min opvækst udstyrede mig med et defekt indre kompas. Og hvordan jeg med det som pejlemærke har levet et liv, hvor jeg i høj grad har over forbrugt mig selv og accepteret aggressive relationer i mit liv. Tilsammen summen af det, der ledte til mit kollaps. Havde jeg mon levet et liv med forhøjet stress, hvis jeg kendte min egen værdi. Havde jeg mon fundet mig i partnervold og udnyttelse, hvis jeg havde kendt min egen værdi. Havde jeg haft et +30 år langt arbejdsliv, hvor jeg aldrig sagde fra og over forbrugte mig selv på daglig basis. Hos arbejdsgivere der gav mig alt, fra tillid til at jeg let kunne arbejde for to, hvormed de sparrede en lønudgift; til sexchikane (med kontant bonus som kompensation). Selv efter mit kollaps i 2023 havde jeg en arbejdsgiver der var så betænksom, at hun kom på flere hjemmebesøg under min sygemelding. Foruden lækre god-bedring kager medbragte hun også en pc under armen, og bad mig udfører de opgaver, hun ikke selv kunne udføre. Hun savnede mig så meget, at hun ofte kontaktede mig for at høre, hvornår jeg kom tilbage. Alt fandt jeg mig i, selvom jeg ikke havde lyst og inderst inde godt vidste at det var forkert. Jeg accepterede forholdene, knoklende løs og forsøgte at ignorerer den grænseoverskridende og uacceptable adfærd. Indtil jeg ikke kunne mere. Indtil den dag jeg kollapsede. Fordi jeg ikke kunne (turde) sige fra. Fordi mit lave selvværd gjorde, at jeg ikke kunne passe på mig selv. Jeg fortjente vel ikke bedre. Jeg var alligevel ikke bedre værd. Jeg var måske ligefrem heldig, at nogen kunne bruge mig og gav mig deres opmærksomhed. Og havde jeg mon også selv skyld i den aggressive og grænseoverskridende adfærd. NEJ! Det havde jeg ikke! I dag ved jeg bedre. I dag kender jeg min værdi, takket være daglig selvværdstræning og dybdegående terapi gennem 6 måneders AMSI forløb. Ugens refleksioner: Havde et godt selvværd, givet mig en anderledes god skolegang. Hvis jeg havde stået stærkt i mig selv og ikke listede omkring som en undskyldning for mig selv = let offer. Havde jeg med et godt selvværd forelsket mig i voldelige, aggressive og utro mænd. Havde et godt selvværd sikret, at jeg ikke arbejdede tusindvis af rene interessetimer. Havde et godt selvværd fået mig til at sætte tydelige grænser for, hvad jeg ville acceptere. Havde et godt selvværd givet mig mod til at stoppe volden og de seksuelle overgreb og søge hjælp, uden for hjemmet, dengang i mine teenageår. Havde jeg med et godt selvværd taget imod bonuscheck efter sexchikane. Havde et godt selvværd betydet, at jeg ikke konstant var på overarbejde, for at bevise mit værd. Havde jeg med et godt selvværd undgået at blive misbruger. Misbruger af stresshormonet kortisol. Havde jeg undgået at leve et liv høj på arousel, godt hjulpet på vej af 10-12 daglige kopper stærk kaffe, for at levere og præsterer og nå den evigt stigende målsætning. Havde et godt selvværd givet mig mulighed for at hvile i livet, som den jeg er, uden facade. Havde et godt selvværd ladet mig leve som den introverte person jeg i virkeligheden er og ikke givet alle mennesker et billede af, at jeg er ekstrovert. I dag forstår jeg vigtigheden af et godt selvværd, og hvordan det går hård i hånd med stress. Som barn kan du overleve meget, selv i et virkeligt barsk miljø. Du kan tilpasse dig, og tro at livet i sin form er sådan livet skal være. Som barn kan du holde en imponerende facade, og kun græde når ingen ser det. Selv når alt er kaos indeni - og omkring dig. Og uanset hvor kaotisk og voldeligt hjemmet er, søger barnet tilbage igen og igen, selv når barnet ville ønske at hjemmet var et ganske anderledes sted. 49 år skulle jeg blive, før jeg fik indsigt i mine livslange mønstre og den stressbelastning jeg har været underlagt. Chefpsykolog Hans-Jørgen Andersen sagde på Retreat til mig: ”Intet menneske kan holde til det liv du beskriver”. Havde jeg blot opnået al denne indsigt, før jeg kollapsede. I dag ved jeg, at jeg kan sige fra og passe på mig selv. Jeg har nemlig opbygget det selvværd der er nødvendigt, for at kunne gøre det. Har det været let. Afgjort nej! Er det hårdt. Ja, i høj grad! Er det, det værd. Så absolut - uden skyggen af tvivl! Det er livsforandrende. I dag lytter jeg til min krop, prioriterer mig selv og gør hvad jeg har brug for. Den daglige selvværdstræning, meditationer og de mange pauser, er en ny livsstil. Pauserne og meditationerne er nødvendige for mit helbred og velbefindende. I dag er livet bestemt ikke fedt og tilværelsen er meget anderledes end jeg kunne ønske. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at jeg ville være på vej mod førtidspension i min alder. At min krop er så ødelagt af livslang stress/overbelastning, at jeg ikke længere er i stand til at bidrage på arbejdsmarkedet. Det er en blandt flere sorgprocesser, jeg har gennemgået. Men jeg er i live, og står stærkere i mig selv end nogensinde før. Jeg kan ikke tage på ture med mine børn, for det tåler min krop ikke (endnu). Men jeg er en nærværende mor, der lærer mine børn det vigtigste i livet. En mor der opbygger selvværd, sammen med mine børn. Jeg er stolt og taknemmelig over, at mine børn kender deres værdi, og de kan sige fra. Det er min største bedrift! Og det fylder mig med håb og glæde. Mit liv har været turbulent og budt mig mange traumer. Nogle få, er nævnt i dette notat. Jeg har levet størstedelen af mit liv med svær overbelastning. Jeg har gennemlevet meget: Overgreb, misbrug, voldsom trafikulykke, fysisk og psykisk vold. Der er ikke meget, jeg ikke har oplevet. Den eneste smerte jeg føler i dag, handler ikke om ovenstående. Den handler ene og alene om den konsekvens mit kollaps har betydet for mig og mit liv. Mit helbred og livet som det er blevet, er en smerte jeg må leve med. Livet har givet mig svære odds. Men jeg lever mit liv, så godt som jeg kan, baseret på de vilkår jeg har. Livet er den dyrebareste gave, og lykken findes overalt - når du følger dit hjerte.   AMSI, UGE 26 ”Knasterne” - en glædelig overraskelse her mod afslutning på mit AMSI forløb. Stresslæge Trine Rønnov tilbød mig et særligt terapihold, til de sidste tre terapizooms. Holdet varetages af Chefpsykolog Hans-Jørgen Andersen, som kalder holdet for ”knasterne”. Det er her vi ”finpudser” og kommer i mål med de sidste ting, før tilværelsen efter AMSI venter. Denne uge bød på den første af de tre afsluttende terapier, og sikke en fornøjelse. Trods de dybe emner. Jeg genså to meddeltagere fra Retreat, og i dette forrum føles det som en varm tryg omfavnelse. Det emne jeg valgte at adressere i denne uge: ”Alt det kroppen husker”. Til start opsummerede jeg alt det, jeg er kommet i mål med og som fungerer for mig: Jeg har fundet en indre ro, som jeg ikke før har haft. Jeg har fået aktiveret min bevidsthed på en mere hensigtsmæssig måde. Jeg har lært at styre mine impulser og min lystbetonet adfærd. Nu mærker jeg efter, hvad jeg har brug for - også selvom jeg måtte have lyst til andet. Jeg har lært at hvile i nuet, have tålmodighed og finde accept i svære vilkår. Jeg flygter ikke længere, hverken fra mig selv eller fra mine omgivelser. Jeg bliver stående og møder livet, selv når det udfordre mig. Jeg mærker mit selvværd - som en ny styrke, med kærlighed og taknemmelighed. Det der fortsat kan udfordre mig, er alt det som kroppen husker - ubevidst, i sindet. Forhold der udløser kropslige reaktioner, i situationer som kroppen mindes med ubehag eller frygt. Det kan f.eks. være mødet med et menneske der har forvoldt skade på mig. Det kan være en konkret situation, en stemme, en duft, et sted. Ting kroppen husker med ubehag, udløser stadig en kraftig reaktion. På trods af min oplevelse af, at min bevidsthed har fået bearbejdet de mange traumer. I disse situationer oplever jeg, at min krop ”låser” hvorefter jeg begynder at ryste. Men som noget nyt bliver jeg stående. Jeg flygter ikke. Jeg skruer ikke længere facade på og smiler. Jeg smalltalker ikke med mennesker der ikke gør mig godt. Jeg signalerer alvor og afstand. Hans-Jørgen siger: KANON Rikke! Og for første gang nogensinde, er det ikke selve anerkendelsen jeg `lapper`i mig. I stedet føler jeg stolthed over, hvor langt jeg er kommet. For jeg er kommet langt. Somme tider kan det bare føles af mindre, fordi forandringen foregår over tid. Terapien med Hans-Jørgen handlende om, at øvelsen nu er at tænke på hvad jeg vil sige og give udtryk for i de givne situationer. Og over tid, vil jeg kunne sige det højt og få det ud, i situationen, når jeg oplever ubehag. Fordi jeg nu tager mig selv alvorligt. Fordi jeg ikke længere finder mig i aggressiv og nedladende opførelse. Fordi jeg nu har fået et godt selvværd. Fordi jeg vil det. Og fordi jeg arbejder hårdt og målrettet på øvelserne, for at passe godt på mig selv. Ud over mit eget terapiemne, fik jeg meget andet med mig, baseret på de andres emner. Vi talte bl.a. om, hvor fedt livet havde været før stress, og hvor ufedt livet kan virke nu. Hvor fedt det var, da vi kunne det hele og havde det sjovt med livet i højeste gear. Og hvor ufedt det er nu, hvor vi må trække os og ikke kan levere og præstere på samme måde og niveau. Hvilket er en sorg, både for os selv og for mit vedkommende også for mine børn. Hans-Jørgen kom med en sammenligning, som straks gav mening for mig. Han sagde: Stress kan være, som heroin er for en narkoman. Og ligesom narkomanen er villig til at sætte alt på spil, for at få det næste fix; på samme måde kan kroppen hige efter livet høj på stress. Stress er vanedannende. Stress kan føles som et lykkestof. Min refleksion: Jeg er altså misbruger. Misbruger af stresshormonet kortisol. Jeg har levet mit liv som junkie - stress junkie. Dette perspektiv kan jeg bruge, når min nye tilværelse tynger mig og synes kedelig og trist. Da kan jeg minde mig selv om, at jeg er misbruger, men nu lever en tilværelse som clean. Noget jeg kender til og som jeg kan bruge konstruktivt i tiden frem. Min nye tilværelse er bestemt ikke den fedeste. Langt fra. Men den er nødvendig for mit helbred og velbefindende. Det positive i det ufede er, at jeg har fundet indre ro. Jeg er blevet mere nærværende – over for mine nære og kære og i livet generelt. Og jeg har fundet hjem i mig selv, hvilket er den største gave.   AMSI, UGE 25 Hvordan kan det være, at mange af os accepterer at leve en tilværelse med forhøjet stress? Og hvorfor tror vi, at stress som sygdom ikke kan ramme os selv, men kun rammer andre? For det er vel det vi gør, eftersom vi fortsætter og ikke stopper op, selvom den kropslige uro hersker og alle alarmklokker ringer. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv troede jeg havde styr på det. Selvom mine nærmeste veninder udtrykte bekymring, affejede jeg dem. Jeg mente jeg var tilstrækkelig stærk og sejlivet, til at stå for presset. Og det var jo kun for en periode. Det ville snart blive bedre. Selv efter flere stress sygemeldinger og et massivt pres, både på jobbet og privat, fortsatte jeg. Jeg kæmpede mig igennem hver eneste dag og urolige nat... indtil jeg kollapsede. Jeg er stærk. Livet har hærdet mig og jeg tålte meget. Alt for meget. Alligevel, på trods af min styrke, fik stressen lagt mig ned. Bogstaveligtalt. INGEN er stærkere end at stress kan lægge dig ned – gøre dig syg. Og vi taler ikke om en ubehagelig uge med influenza, eller et par uger med en grim lungebetændelse. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, præcis hvor ødelæggende stress kan være. Hvor invaliderende stress kan være. Hvor invaliderende stress har gjort mig. I dag lever jeg med konsekvensen af den omfattende skade stressen har forårsaget. Det er hårdt og bestemt ikke sjovt. Men det er et vilkår, som jeg har måtte acceptere. Jeg udfordrer mig selv løbende, med små skridt naturligvis, for gradvist at tåle lidt mere. Men det går ekstremt langsomt, og kroppen reagerer voldsomt med bl.a. hovedpine, anspændthed, uro, hjertebanken og ”hjernepuf”. Hjernepuf er min beskrivelse. Når min hjerne bliver presset, føles det som om der bliver puffet til hjernen. Som hvis et andet menneske står og puffer hårdt til dig, igen og igen. Det føles meget ubehageligt og bestemt ikke godt. Det jeg har lært og erkendt nu, er at meditationer og de mange pauser, skal være en fast og integreret del af min hverdag. Måske resten af mit liv. De dage jeg har misset pauserne og meditationerne, blusser symptomerne hurtigt op i massiv grad. Dette til trods for min ellers meget rolige tilværelse uden job og med begrænset aktivitet. Det jeg ønsker at tale ind i og lære mere om i de sidste terapizooms er: ”Alt det kroppen husker og hvad det betyder for livet fremover”.   AMSI, UGE 24 Mit nye motto: Nyd livet langsomt. Mit gamle motto lød: Få alt det bedste ud af hver eneste dag. Dagene bliver stadig langsomt lettere. Mit jobafklaringsforløb går fortsat sin langsomme gang. Efter udredning ved speciallæge er næste step en fremmødeattest – en større udtalelse, fra egen læge. Ventetider, sagsbehandling, møder og mere ventetid. Som noget nyt, hviler jeg faktisk i forløbet. Jeg har sluppet tøjlerne og fundet accept i hvad end der venter mig forude. For nu ved jeg, at jeg kan sige fra og passe på mig selv! Jeg vælger derfor at se forløbet som en del af rejsen, og endnu en lærerig proces. På de seneste terapizooms, har jeg oplevet flere nye deltagere på AMSI. Når jeg lytter til de nye fortælle om deres sted i livet, fyldes jeg med tro og håb på deres vegne, for jeg ved at de nu har fundet vejen, der kan fører dem ud af stress. Jeg fyldes med varme og stolthed over, at jeg selv er kommet så langt og står godt og solidt med mine nye selvværdsrødder. Og samtidigt glæder jeg mig over, at også de har taget den gode beslutning at vælge dem selv til, med et AMSI forløb. Måske deres livs bedste beslutning – det er i hvert fald min. Det kan stadig forekomme – dage hvor jeg ikke får holdt tilstrækkeligt med pauser. Til forskel fra tidligere, mærker jeg lyn hurtigt de første symptomer.. hovedet der værker, den kropslige uro og anspændthed samt den tiltagende lydfølsomhed. Jeg stopper op og kommer straks tilbage på sporet. Slut med at ignorere. Slut med ikke at tage symptomerne alvorligt. Slut med ikke at respekterer mig selv! Jeg oplever delte reaktioner fra omgangskredsen. De fleste støtter mig og komplementerer min proces, min nye styrke og mit tilvalg af mig selv. Familien holder den sædvanlige afstand, pga. ”berøringsangst” og manglende forståelse. Enkelte kan undre sig over, hvordan jeg kan ”tilsidesætte” og ”nedprioritere” især mine børn. Til det må jeg smile og tænke: Fordi jeg har 1. prioritet i mit liv, og jeg må tage hånd om mig selv, før jeg kan give ekstra til andre. Selvfølgelig er jeg en kærlig og nærværende mor for mine børn. Jeg har blot nedjusteret serviceniveauet og udskudt forskellige ting og oplevelser, hvilket de heldigvis er tilstrækkelig store til at forstå. Og som noget nyt, forklarer jeg mig ikke længere, men giver alene udtryk for, hvad jeg har brug for. Kun mine børn får en uddybende forklaring, hvis situationen kalder på det. Når det så er sagt, forstår jeg udmærket at det er hårdt, for ens nære og kære. At være syg af stress, påvirker ikke kun den syge, men i høj grad også pårørende. Det kræver robusthed, lyst, vilje og en god portion kærlighed, at bevarer en tæt relation, til en der er syg af stress. Tilmed når pågældende ændrer sig markant og må tillægge sig en helt ny og meget anderledes livsstil. Det er ikke selvskrevet, at enhver relation kan gennemleve og overleve en sådan proces og forandring. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig, og der er tilmed kommet et par nye veninder til, de sidste par år. Livet ændrer sig. Somme tider til det bedre, somme tider på måder vi aldrig havde forestillet os. Efter en tid uden mål, for at undgå stræben og skuƯelse, har jeg nu sat mig mit første mål. Dette for at skabe klarhed over vejen jeg ønsker at gå. Jeg føler mig parat, da jeg nu er rustet til at passe på mig selv i forløbet. Jeg går min vej med tålmodighed, uden stræben og med forståelse for, at ting kan ændre sig og er åben for justeringer undervejs. Med positivt livssyn og troen på, at jeg med små skridt kan forbedre og optimere tilværelsen. Livskvalitet er mange ting, og drømme kender heldigvis ingen begrænsning.   AMSI, UGE 23 FRI AF FORTIDENS LÆNKER! ENDELIG! KÆMPE FORLØSNING! JEG GJORDE DET! Fortsættelse i terapien – arbejdet med familierelation. En livslang smerte. En livslang lænke. En livslang indre kamp. En fortid jeg må gøre op med, for at sætte mig selv fri, og finde indre fred. AMSI har lært mig om 3 måder at handle på, i relations arbejde: *Jeg kan acceptere *Jeg kan kæmpe *Jeg kan fjerne mig fra Strategier som terapeuterne har talt ind i. Min tanke var, at denne kamp ikke længere er værd at kæmpe. Tid til at acceptere vilkårene og fjerne mig fra familierelationen, for at passe på mig selv. Men som kaldet, modtager jeg en SMS fra min mor. Jeg griber chancen og ringer. En lang følsom samtale. En samtale jeg har ønsket at tage de sidste 30 år. Med værktøjer, viden og terapi gennem 5,5 mdr. AMSI-forløb, var jeg nu klar til at tage denne samtale, på en ordentlig måde med assertiv kommunikation. ENDELIG fik jeg sat ord på de oplevelser jeg har båret på. ENDELIG fik jeg fortalt, hvordan jeg ser og oplever vores familierelation. ENDELIG mærkede jeg hvor godt det gør indeni, at overbringe mit budskab direkte. En kæmpe forløsning af lettelse og frihed. I dagene efter denne uges terapi sidder jeg og smiler. Jeg valgte altså ”at kæmpe”. Jeg valgte at konfrontere min mor, at stå op for mig selv, og sætte ord på. Fortælle hvad jeg har brug for nu, og sige fra over for det jeg ikke har brug for. OG jeg gjorde det på en god og ordentlig måde – fra egen banehalvdel. En samtale som endelig har løsnet mig fra den livslange lænke. En samtale der har sat mig fri og helet mit hjerte. Jeg føler glæde, lettelse, lykke og stolthed. For uanset hvordan mine ord blev modtaget, er det vigtige for mig, at jeg fik dem sagt. For mig var et usendt brev ikke tilstrækkeligt. Den direkte dialog, satte mig fri. NU kan jeg være i tanken om, fremadrettet at bruge familien som øvebane. Jeg er ikke længere pigen med den grumme opvækst. Pigen der flagrede hvileløst omkring. Pigen er fulgt hjem og har fundet sig tilrette i mit hjerte. Nu er jeg den fantastiske kvinde jeg er. Kvinden med stor livserfaring, sunde værdier, godt selvværd og en tilværelse der bliver bedre dag og dag. Dette er mit livs største og vigtigste gennembrud. Jeg er SÅ stolt af mig selv. I disse dage nyder jeg den længe savnet følelse, af lykke. Jeg føler stor taknemmelighed for AMSI ́s dygtige terapeuter. TAK for jer! Med jer i hånden, fandt jeg min vej, og står i dag som et stærkere og helet menneske. Fri af fortidens lænker. Klar til at leve næste kapitel i livets bog.   AMSI, UGE 22 Sidste seje etape i terapien – fokus på familierelationen. Terapi arbejdet omhandlende relationen til min mor, er det sværeste, hårdeste og mest sårbare. Dét er nu mit fokus i terapien. En lænke jeg må frigøre mig fra, for at sætte mig selv fri. En livslang lænke. En krævende proces. I terapien taler jeg bl.a. om: Hvordan jeg i årevis forgæves har søgt tilgivelsen. Hvordan jeg famler efter at finde fred. Hvordan jeg har arbejdet med netop dette, i terapiforløb tidligere i livet. Op til AMSI Retreat skrev jeg et brev til min mor. Et brev jeg har læst adskillige gange, men knuden er stadig uforløst. Hvordan finder jeg fred med de fatale svigt der fandt sted? Hvordan bliver jeg det større menneske, i netop denne relation? Hvordan passer jeg bedst på mig selv? Terapeuten spørger ind og stiller bl.a. følgende spørgsmål: Hvad vil du vælge, hvis du kun skal tænke på dig selv? - Jeg ville bryde forbindelsen. Men det er vanskeligt pga. resten af familien, mine børn osv. Terapeuten taler ind i, at tage ansvar, sætte grænser og kæmp for min ret. Dette er en kamp jeg har kæmpet hele mit liv. Dette er den usynlige gletcher spalte der stikker dybt i mit indre. En væsentlig årsag til, at jeg har kæmpet så meget i livet. At jeg har levet efter et defekt kompas. For mig at se, er det lige så vigtigt at vide, hvornår det er tid at stoppe. Indse at visse kampe ikke (længere) er værd at kæmpe. Terapeuten kommer med et forslag: Brug din mor som øvebane. Det lyder til at du ikke har noget at miste. Måske. Måske det kan være en mulighed. Jeg må indrømme at jeg tvivler på, hvorvidt denne øvebane er god for mig. Det kræver betænkningstid. Noget der er godt for mig, er min nye livsstil med mindfulness og meditationer. En livsstil hvor jeg sætter mig selv først – også selvom det stadig kan føles unaturligt. Jeg handler på mine behov og jeg kan skabe ro i kroppen, når det er nødvendigt. Jeg kan få flere symptomer til at forsvinde, ved hjælp af de værktøjer jeg har lært. Og de mange hjernepauser jeg holder hver eneste dag – gør mig godt. Noget andet godt er, at jeg føler mig klar til at tage et stort spring. Jeg har tilmeldt mig et særligt hensyntagende hold i yoga, med start om 3 uger. Jeg ser virkelig frem til at komme ud, blandt andre, og langsomt få mere gang i kroppen, på en hensigtsmæssig og nænsom måde. Selvfølgelig mærker jeg også nervøsitet. Er jeg nu klar, eller handler det i lige så høj grad om ensomhed efter knapt 2 år hjemme. Jeg vælger at tro på stemmen inden i mig selv! Stemmen der siger at det er okay. Jeg siger til mig selv, at selvfølgelig kan jeg, og at det er ok, de ting jeg mærker og følelser der opstår. Jeg kan godt! Processen føles fortsat som det længste ultraløb. Men til forskel fra tidligere, navigerer jeg nu efter et funktionsdygtigt kompas. Et kompas bestående af selvværd, gode værdier, egenomsorg og selvkærlighed. Med viljestyrke og den nyfundne tålmodighed samt kærlighed til livet, finder jeg min vej.   AMSI, UGE 21 Fem måneder på AMSI har givet mig stor læring og selvindsigt. Jeg har bl.a. opnået: - Indsigt i de mønstre der gjorde mig syg af stress. - Opdaget hvordan jeg ubevidst har navigeret ud fra et defekt kompas. - Indset hvordan fortiden stadig tyngede mig og holdt mig i et jerngreb. - Lært hvordan personlighed og værdier hænger sammen og kan justeres. - Fået værktøjer til at bryde livslange mønstre. - Fundet nøglen til at skabe ro i krop og sind. - Mærker indre balance gennem mindfulness og meditationer. - Med dagligt fokus, etableret et godt selvværd i fortsat vækst. - Lært at være nysgerrig på forskellighed, og ikke gå i forsvar. - Blevet bedre til at vælge mine kampe – ikke alle kampe er værd at kæmpe. - Fået styrke til at handle og sætte grænser, uden forklaring. - Genfundet selvkærligheden og fundet hjem i mig selv. AMSI er bestemt ikke den lette vej. Forløbet er hårdt og jeg har måtte konfrontere de mest mørke dæmoner. Og netop det er essensen; vi må finde mod til at udfordre os selv, for at udvikle os. Skralle alle lag af og nå helt ind til kernen – det er her vi opnår den største forandring. Der venter fortsat terapi arbejde før jeg er i mål. Rejsen er livsbekræftende og afgjort det hele værd. Jeg mærker en ny indre ro og en anderledes styrke. Jeg fornemmer en balance, der langsomt finder vej. Jeg mærker også hvor der fortsat sidder noget uforløst, som må have fokus. I terapien er det tid, til at frigøre mig fra den sidste lænke, der fortsat tynger mig. Finde fred og tilgivelse. Ikke for andres skyld, men for at sætte mig selv fri.   AMSI, UGE 20 Værdier Med mig selv som ny 1. prioritet er det tid til at arbejde med mine værdier. Endnu en kæmpe øjenåbner i AMSI´s onlinemateriale om emnet. Jeg troede faktisk, at jeg havde styr på mine værdier. Men efter AMSI Retreat, kunne jeg mærke, at det havde jeg ikke. Jeg dedikerer denne temauge til fokus på værdier – indsigt, nytænkning og justering. At finde klarhed over hvilke værdier, der danner grundlag for mig og min nye livsstil. Som med så meget andet, giver AMSI ny indsigt og erfaring. AMSI får mig til at gå på opdagelse i mig selv på en ny, anderledes og dybere måde. Ubevidst har jeg navigeret efter mit defekte værdi kompas, som blev grundlagt i barndom og opvækst. Værdier som har fået mig til at overpræsterer, ignorere kroppens signaler og overhører mit hjertes stemme. Ubevidste mønstre har tynget min levevis, og fået mig til at tåle alt alt for meget. I dag ser jeg, hvordan det at gå på kompromis med mine egne inderste værdier, langsomt fortærede mig og gjorde mig syg. Gennem Temaugen har jeg fået styr på mit værdisæt, og jeg føler jeg står stærkt. I ugen oplever jeg noget andet nyt - for første gang mærker jeg styrken af mit nye selvværd. Jeg oplever en yderst ubehagelig og respektløs adfærd, fra et familiemedlem. Jeg mærker og jeg handler. Giver tydeligt udtryk for min grænse og siger fra - uden forklaring eller debat. Sætter mig efterfølgende i solen til tonerne af klassisk musik og mærker tårerne trille. Varme, stærke forløsnings tårer. Mærker den indre styrke samt tilfredsheden over at markere en grænse og sige fra. Livet bliver – heldigvis - aldrig som før   AMSI, UGE 19 Tålmodighed – at tåle modet til at være i nuet. AMSI får mig til at være nysgerrig på mit inderste og reflektere dybere, ligesom jeg finder støtte og inspiration til troen om en bedre fremtid. AMSI hjælper mig med at reparerer mit defekte indre kompas. Denne uge bød på endnu en god og indsigtsfuld terapi. Jeg fortalte om hvordan jeg pt. befinder mig på en trappe, der fører mig op og ned. Op i forhold til læring, indsigt og fremgang. Ned i forhold til min løbende nedjustering af visse ønsker og drømme (aktiviteter og formåen). Terapeuten var nysgerrig på den nedadgående trappe. Jeg fortalte om min store passion for løb - sport i det hele taget, om livskvalitet og mine fortsatte udfordringer med mine helbredsmæssige begrænsninger. Terapeuten greb fint og respektfuldt, og gav anledning til ny reflektion med spørgsmål som: - Hvad gør livets nye vilkår ved dig? - Hvad gør det ved dig, ikke længere at have målsætninger i livet? - Hvilke følelser kommer til dig, når det er svært? (Frustration) - Hvad gør du når du mærker frustrationen? - Hvad er livskvalitet for dig? Et er at tage afsked med den jeg var, og en fritid jeg havde stor passion for, i erkendelse af, at jeg aldrig bliver den samme igen. Noget andet er, at forme og favne den nye version. At finde glæde og passion i andre ting og nye fællesskaber, på et nyt niveau. Det kræver selvfølgelig arbejde og tid. Det kan skabe usikkerhed og frustration. Det kræver nytænkning og mod. Det, ikke længere at have målsætninger (og højt ambitionsniveau) skaber et uklart fremtidssyn. Hvad er livskvalitet for mig?.. når det ikke længere er et aktivt og udfarende liv, med en stor kontaktflade. Livskvalitet er (naturligvis) også: - Mere tid og nærvær med mine børn, - Langsomme morgener med udsigt til smukke solopgange, - Mindfulness og meditationer, gerne i naturen til lyden af fuglesang, - Stunder på stranden, duften af havet og lyden af bølger, - Tid til at kunne udfolde min kreative side, med digte, maleri og strik, - Tid til at være nysgerrig på livet, på en ny måde, - At kunne fordybe mig i nuet, uden stress og evigt pres. Jeg er på rette vej – uden målsætning, men med ønsker, håb og nye visioner. Hvor er jeg om 1 år, 2 år, 5 år? Det vil kun tiden vise. Et godt sted, er jeg sikker på. Med en ny robusthed, et stærkt selvværd og et liv, fuld af kærlighed og passion. AMSI er livsforandrende på alle måde – en rejse, jeg ville ønske jeg havde kunne tage langt tidligere i livet.   AMSI, UGE 18 Min vej ud af stress og ”comeback” efter kollaps, føles som at deltage i verdens længste og mest ekstreme ultraløb, gennem hårdt ukendt terræn, uden brug af kompas. På AMSI har jeg lært, at jeg ubevidst livet igennem har været styret af et defekt kompas. Jeg har opdaget livslange mønstre og fundet nøglen til at bryde dem. Og på AMSI lærer jeg, at finde accept i vilkår som hidtil har været surrealistiske og fuldstændige utænkelige for mig – langsomt, tålmodigt og med venlig egenomsorg. Ubekendte som tidshorisont, endeligt resultat, forhindringer undervejs, seje træk og svære valg, prikker alt sammen til mig og kan presse mig, på svære dage. Bedst som jeg føler fuldkommen hvile i nuet, opstår en situation, som lader mig vide, at der fortsat er vej, før jeg står mere robust og hviler i fuldkommen accept. Det vil være naivt at tro, at jeg kan nå i mål med så markante livsændringer, på kort tid. Pt. er uvisheden sværest at være i. Uvisheden om mit fremtidige helbred og funktionsniveau. Jeg holder mig fortsat positiv og optimistisk (med enkelte udfald) og visualiserer mine ønsker og drømme. For mig handler det om at holde fokus på livet netop nu og opnå al den indsigt og læring jeg overhovedet kan, for at opbygge den bedst mulige tilværelse. De svære og triste følelser finder jeg ro og accept i, med tanke om at alt er midlertidigt og at det er okay at livet kan føles hårdt – for det er hårdt. Dette var samtaleemne i ugens terapi og løsningen kender jeg, efter ca. 4 mdr. på AMSI. Jeg træner og øver hver eneste dag og en dag vil jeg mestre det, også når livet er svært.  

AMSI, UGE 17

”Rose ceremoni” – afsked med den jeg var og alt det jeg kunne.

Livet kan ikke gøres om. Og selv når vi gør os umage, går livet sjældent som vi tror.

På AMSI har jeg lært, at jeg må og skal give mig selv 1. prioritet.

Samtidig lærer jeg, at når livet rammer og der skal arbejdes med både personlighed, livsstil og livssyn, er det lige så krævende som at lærer et nyt sprog.

Det kræver læring, øvelse og tålmodighed.

Mit liv vendte 180 grader, og det har været vanskeligt at nå en helhjertet accept af den nye version af mig.

Jeg havde aldrig, som i aldrig, troet at det kunne gå så galt for mig.

Heldigvis har mit liv som atlet lært mig, at vilje, vedholdenhed og træning, skaber de bedste resultater.

Og heldigvis har jeg fundet glæde i min nye tilværelse – langt fra det liv jeg før levede.

I terapien har jeg arbejdet med en sidste krølle på sløjfen.

Jeg har haft svært ved at slippe den sidste sorg over realiteterne, og nå fuldkommen accept af livets nye vilkår.

Jeg havde brug forat tage afsked med den ”gamle” Rikke og omfavne den nye version af mig med venlighed og kærlighed.

I terapien kom jeg på ideen, om en ceremoni.

Med en smuk rose i hånden gik jeg til et af mine favoritspots i naturen.

På min vej dertil tænkte jeg på mange af de vidunderlige, sjove, skøre og vilde ting jeg har oplevet i livet.

Jeg tænker på dem med dyb taknemmelighed og glæde.

Derefter favnede jeg mit motto: ”Jeg skaber selv min dag og lykke”.

Og frem kom en taknemmelighed for, hvor heldig jeg er, og hvor rig en tilværelse jeg fortsat har.

Livet nu og frem bliver selvfølgelig fantastisk – blot på en ny måde.

Med ordene: ”Livet er fantastisk og jeg har 1. prioritet” kastede jeg rosen ud på søen.

På vej hjem mærkede jeg, hvordan min vejrtrækning føltes let og ubesværet, og den indre glæde spirer løs og vokser sig stadig større.

  AMSI, UGE 16 Forandringer og Fremgang Forårets sol og lune er særligt kærkomment i år. Det gør godt for den indre glæde og optimisme. Jeg oplever mærkbar fremgang i form af færre og mildere symptomer. De kraftigste symptomer er væk. Jeg er begyndt at gå små ture på ca. 1 km. Langsomt, med flere ophold, hvor jeg nyder mindfulness og meditation, stående eller på en bænk. Sanserne bliver stimuleret af naturens lyde og mødet med mennesker, og forårssolen er som kærtegn på kinderne. Jeg trættes hurtigt, men med pauser, hvil og AMSI's online sessions finder jeg ro og styrke. På AMSI har jeg lært at være mindful og at mediterer og jeg mærker den gavnlige og positive effekt det har på krop og sind. Det er blevet en integreret del, af min nye livsstil. Savn kan stadig dukke op – især savn efter sociale fællesskaber, sport, café hygge, koncerter og køreture med mine børn ud i det blå. Men savnet fylder ikke længere på samme måde. Jeg mærker savnet når det viser sig, finder accept i nuet og den nye livsstil, og glæder mig over livet som det er, baseret på de vilkår jeg har. Uanset omstændighederne er livet for kort til at leve i ærgrelse og fortrydelse. Livet er bedst med positivt fokus og at finde glæde i selv de mindste ting... som blot ”at være”. Mærker jeg hviler mere i mig selv – tror på mig selv – og elsker den jeg er. Dette afspejler sig støt og roligt i min håndtering af svære ting og relationer. Jeg finder ro i at have sluppet tøjlerne. Det er en kæmpe lettelse at have fralagt mig ansvar, og vide at andres udfordringer hverken er min skyld eller mit ansvar. Min verden bliver gradvist mere tålelig, og mere glædelig. Jeg er dybt taknemmelig for den jeg er, og for alt det gode jeg har i livet. Rejsen hertil har været sej og benhård. Jeg er taknemmelig for det fællesskab jeg oplever på AMSI, og for den indsigt jeg opnår i dette AMSI forløb. De første vigtige grundsten er støbt og mit nye livsfundament er grundlagt.   AMSI, UGE 15

RETREAT – Et livsforandrende ophold

Jeg er lykkelig for min deltagelse og dybt taknemmelig for den terapeutiske rejse, der fandt sted i huset på Fyn.

Ugen forinden tvivlede jeg på, hvorvidt min krop kunne klare turen og opholdet. Jeg overvejede at melde fra.

GODT jeg tog afsted!

Hans-Jørgen og Trine har et helt særligt sted, med en helt særlig atmosfære, og et helt særligt program, hvor man høster udbytte af hver deres helt særlige kompetencer.

For mig står dette Retreat som skelsættende for mit liv og min rejse.

Hans-Jørgen læste mig og mit livs mønster, som en åben bog, og i samspil fandt jeg endelig frem til den sandhed, der lå begravet i mit dybeste indre.

I terapien opdagede jeg min jernkugle, som har tynget mig hele livet.

Indsigten begyndte med denne sætning:

”Rikke, hvad flygter du fra?”

Forløsningstårer triller stadig.

Jeg har gennemgået 5 psykologforløb – det første da jeg var 17 år.

Hver gang har jeg arbejdet intenst og bearbejdet mange ting.

Mødet med Hans-Jørgen har givet mig de sidste og afgørende brikker til mit livs puslespil.

Jeg føler lettelse, berigelse, lykke samt en dybfølt taknemmelighed.

Oplevelsen var for mig ganske særlig og meget overvældende.

Jeg har skrevet dette digt..

I Et Hus På Fyn

En magisk tid

Følelsen af Tryghed

En særlig atmosfære

Unik Stemning

Et samspil

Haven hvor fuglene bor

Hav, Sand og Svaner

På Dette Sted

Møder Jeg Mig

Mærker hvem jeg Er

Flugten er Forbi

Jeg er Mig

Med Stolthed

Med Værdighed

Med Taknemlighed

Den magiske tid

I Et Hus På Fyn

Tager jeg med mig

I Hjertet

På livets rejse

Mærker Kærligheden

Ser Fremtiden

En helt ny tid

En helt anden vej

Et liv i kærlighed

Indre Kærlighed

Tro mod den Jeg Er

Vigtigst i Eget Liv

Øverst står jeg Nu

Tak for Magien

I Et Hus På Fyn

26.02-01.03.25/Rikke

UGE 14, AMSI Udbytterig terapi og frustration over udredning i det offentlige system! Frostklare dage med sne, høj sol og blå himmel, er den rene vitaminindsprøjtning og forstærker glæden og optimismen. Selvfølgelig prikker det også til savnet og længslen efter at kunne mere. Acceptere savnet og glæder mig over, hvor langt jeg er kommet. I terapien opnår jeg betydningsfuld indsigt. Terapien (og terapeuterne) er guld værd! Bevidst som ubevidst påtager jeg mig skyld, og tager ansvar, for og i relationer. For i tråd med sidste uges notat, er min grundindstilling at skabe fred og god stemning, og undgå konflikt. Jeg ser mønsteret og har besluttet hvilke relationer jeg vil bruge som ”øvebane”, til at lære at fralægge mig ansvar og skyld, og fortsat arbejde med assertiv kommunikation. Jeg kan ikke ændre andre. Jeg har brug for at tage afstand til aggressiv adfærd. Jeg ønsker ikke længere at tage ansvar for dårlige relationer. ANDRES PROBLEMER ER.. HVERKEN MIN SKYLD ELLER MIT ANSVAR! Ugen bød også på vurdering hos psykiater, hvortil jeg blev henvist af rehabiliteringsteamet via jobcenteret. Jeg var open minded og positiv stemt før mødet, men gik derfra i stor frustration. Min oplevelse var at psykiateren var forudindtaget på baggrund af indstillingen, og da min egen læge har begået fejl i diagnose (hvilket jeg har gjort indsigelse til), trådte fejlen nu atter frem og blev primær, uagtet hvad jeg fortalte om mit liv, mit helbred og forløb hos stresslæge. Anbefalingen lyder på medicin (som hverken jeg selv eller stresslægen mener er rigtigt for mig) Jeg spurgte om det var eneste anbefaling, eller om der er alternativer. Jeg stillede også spørgsmål til diagnosen og gav udtryk for hvad jeg selv oplever og fornemmer. Psykiateren svarede: ”Det er bestemt ganske sandsynligt, at der kan gemme sig en anden diagnose på baggrund af din fortælling samt observationer, men det kan vi ikke gå ind i nu.” Psykiateren fortsatte: ”Du er jo svært handicappet som det ser ud, og du er nødt til at tage medicin.” Jeg er ENDELIG kommet i kontakt med min krop og kan mærke alle signaler. Så virker det fuldstændig absurd at tage medicin som ”slører min sårbarhed” (blev det fremlagt) – og ”lægger et slør over det i hjernen som holder mig tilbage”. Jeg har oplevelsen af, at jeg ikke blev taget alvorligt. I stedet ønsker man at tilsidesætte arbejdet med at skabe ro og komme ned i gear, og erstatte behandlingen med medicin så jeg kan komme hurtigere videre!?!

Som psykiateren sagde: I morgen går du 1 km, i overmorgen går du 2 km og om en måned løber du 5 km. Og har du behov for pause undervejs, så tag en klapstol med under armen. Point for at indtænke pause trods alt! Jeg er mildest talt chokeret! Jeg er hverken læge eller psykiater, men jeg har levet et liv som atlet og jeg kender til skader. Også de alvorlige, som kræver ro, tid og langsom genoptræning. Jeg føler meget stærkt for, at dette forløb IKKE må forceres. Og jeg føler meget stærkt for at undgå medicin som slører mine sanser, fordi en speciallæge mener ”at der intet fysisk er i vejen med mig” og at jeg bare skal op på hesten igen. Hmm.. Hvor kort tid ville der mon gå, før jeg kollapser igen? Og hvor mange kollaps tåler min krop, før den bliver liggende? JEG KENDER MIG BEDST, OG KUN JEG KAN MÆRKE HVORDAN JEG HAR DET. Det er svært nok at være syg med stress og få livet og hverdagen til at fungerer, med den skade langvarig stress gør. Og processen tynges yderligere, når man møder fagfolk i det offentlige system der har vanskeligt ved at anerkende den skade stress gør samt tidshorisont og rette behandling for den enkelte. Jeg tænker at jeg har brug for mere tid, mere ro og mere stresslæge. Jeg føler jeg er på rette vej – uden medicin. Jeg ønsker at det danske system anerkender stress som selvstændig diagnose samt anerkender en bredere vifte af behandlingsmetoder. Stærk i troen, motivation intakt og fokus på, at passe godt på mig selv.