Rikkes rejse ud af stress: En dagbog
Rikke deltager på stressforløbet AMSI®️, og deler sine tanker, opdagelser og følelser på sin rejse - helt uden filter.
Rikke
Her får du et helt ekstraordinært indblik i, hvordan det er at være syg af stress - og hvordan det er muligt at komme helt ud af stress og leve et godt liv.
Rikke, som deltager på stressbehandlingsforløbet AMSI®️ - Aldrig Mere Stress Igen - deler sine tanker, følelser og refleksioner, mens hun går skridtene, på sin rejse ud af stress.
Hver uge, gennem 10 mdr. kan du læse med i Rikkes dagbog, som vi har fået lov til at dele - helt uden filter.
AMSI, UGE 23
FRI AF FORTIDENS LÆNKER!
ENDELIG! KÆMPE FORLØSNING! JEG GJORDE DET!
Fortsættelse i terapien – arbejdet med familierelation.
En livslang smerte.
En livslang lænke.
En livslang indre kamp.
En fortid jeg må gøre op med, for at sætte mig selv fri, og finde indre fred.
AMSI har lært mig om 3 måder at handle på, i relations arbejde:
*Jeg kan acceptere *Jeg kan kæmpe *Jeg kan fjerne mig fra
Strategier som terapeuterne har talt ind i.
Min tanke var, at denne kamp ikke længere er værd at kæmpe.
Tid til at acceptere vilkårene og fjerne mig fra familierelationen, for at passe på mig selv.
Men som kaldet, modtager jeg en SMS fra min mor. Jeg griber chancen og ringer.
En lang følsom samtale. En samtale jeg har ønsket at tage de sidste 30 år.
Med værktøjer, viden og terapi gennem 5,5 mdr. AMSI-forløb, var jeg nu klar til at tage denne samtale, på en ordentlig måde med assertiv kommunikation.
ENDELIG fik jeg sat ord på de oplevelser jeg har båret på.
ENDELIG fik jeg fortalt, hvordan jeg ser og oplever vores familierelation.
ENDELIG mærkede jeg hvor godt det gør indeni, at overbringe mit budskab direkte.
En kæmpe forløsning af lettelse og frihed.
I dagene efter denne uges terapi sidder jeg og smiler.
Jeg valgte altså ”at kæmpe”.
Jeg valgte at konfrontere min mor, at stå op for mig selv, og sætte ord på.
Fortælle hvad jeg har brug for nu, og sige fra over for det jeg ikke har brug for.
OG jeg gjorde det på en god og ordentlig måde – fra egen banehalvdel.
En samtale som endelig har løsnet mig fra den livslange lænke.
En samtale der har sat mig fri og helet mit hjerte.
Jeg føler glæde, lettelse, lykke og stolthed.
For uanset hvordan mine ord blev modtaget, er det vigtige for mig, at jeg fik dem sagt.
For mig var et usendt brev ikke tilstrækkeligt.
Den direkte dialog, satte mig fri.
NU kan jeg være i tanken om, fremadrettet at bruge familien som øvebane.
Jeg er ikke længere pigen med den grumme opvækst.
Pigen der flagrede hvileløst omkring.
Pigen er fulgt hjem og har fundet sig tilrette i mit hjerte.
Nu er jeg den fantastiske kvinde jeg er.
Kvinden med stor livserfaring, sunde værdier, godt selvværd og en tilværelse der bliver bedre dag og dag.
Dette er mit livs største og vigtigste gennembrud.
Jeg er SÅ stolt af mig selv.
I disse dage nyder jeg den længe savnet følelse, af lykke.
Jeg føler stor taknemmelighed for AMSI ́s dygtige terapeuter.
TAK for jer!
Med jer i hånden, fandt jeg min vej, og står i dag som et stærkere og helet menneske.
Fri af fortidens lænker.
Klar til at leve næste kapitel i livets bog.
AMSI, UGE 22
Sidste seje etape i terapien – fokus på familierelationen.
Terapi arbejdet omhandlende relationen til min mor, er det sværeste, hårdeste og mest sårbare.
Dét er nu mit fokus i terapien.
En lænke jeg må frigøre mig fra, for at sætte mig selv fri.
En livslang lænke. En krævende proces.
I terapien taler jeg bl.a. om:
Hvordan jeg i årevis forgæves har søgt tilgivelsen.
Hvordan jeg famler efter at finde fred.
Hvordan jeg har arbejdet med netop dette, i terapiforløb tidligere i livet.
Op til AMSI Retreat skrev jeg et brev til min mor.
Et brev jeg har læst adskillige gange, men knuden er stadig uforløst.
Hvordan finder jeg fred med de fatale svigt der fandt sted?
Hvordan bliver jeg det større menneske, i netop denne relation?
Hvordan passer jeg bedst på mig selv?
Terapeuten spørger ind og stiller bl.a. følgende spørgsmål:
Hvad vil du vælge, hvis du kun skal tænke på dig selv?
- Jeg ville bryde forbindelsen.
Men det er vanskeligt pga. resten af familien, mine børn osv.
Terapeuten taler ind i, at tage ansvar, sætte grænser og kæmp for min ret.
Dette er en kamp jeg har kæmpet hele mit liv.
Dette er den usynlige gletcher spalte der stikker dybt i mit indre.
En væsentlig årsag til, at jeg har kæmpet så meget i livet.
At jeg har levet efter et defekt kompas.
For mig at se, er det lige så vigtigt at vide, hvornår det er tid at stoppe.
Indse at visse kampe ikke (længere) er værd at kæmpe.
Terapeuten kommer med et forslag:
Brug din mor som øvebane. Det lyder til at du ikke har noget at miste.
Måske. Måske det kan være en mulighed.
Jeg må indrømme at jeg tvivler på, hvorvidt denne øvebane er god for mig.
Det kræver betænkningstid.
Noget der er godt for mig, er min nye livsstil med mindfulness og meditationer.
En livsstil hvor jeg sætter mig selv først – også selvom det stadig kan føles unaturligt.
Jeg handler på mine behov og jeg kan skabe ro i kroppen, når det er nødvendigt.
Jeg kan få flere symptomer til at forsvinde, ved hjælp af de værktøjer jeg har lært.
Og de mange hjernepauser jeg holder hver eneste dag – gør mig godt.
Noget andet godt er, at jeg føler mig klar til at tage et stort spring.
Jeg har tilmeldt mig et særligt hensyntagende hold i yoga, med start om 3 uger.
Jeg ser virkelig frem til at komme ud, blandt andre, og langsomt få mere gang i kroppen, på en hensigtsmæssig og nænsom måde. Selvfølgelig mærker jeg også nervøsitet.
Er jeg nu klar, eller handler det i lige så høj grad om ensomhed efter knapt 2 år hjemme.
Jeg vælger at tro på stemmen inden i mig selv! Stemmen der siger at det er okay.
Jeg siger til mig selv, at selvfølgelig kan jeg, og at det er ok, de ting jeg mærker og følelser der opstår. Jeg kan godt!
Processen føles fortsat som det længste ultraløb.
Men til forskel fra tidligere, navigerer jeg nu efter et funktionsdygtigt kompas.
Et kompas bestående af selvværd, gode værdier, egenomsorg og selvkærlighed.
Med viljestyrke og den nyfundne tålmodighed samt kærlighed til livet, finder jeg min vej.
AMSI, UGE 21
Fem måneder på AMSI har givet mig stor læring og selvindsigt.
Jeg har bl.a. opnået:
- Indsigt i de mønstre der gjorde mig syg af stress.
- Opdaget hvordan jeg ubevidst har navigeret ud fra et defekt kompas.
- Indset hvordan fortiden stadig tyngede mig og holdt mig i et jerngreb.
- Lært hvordan personlighed og værdier hænger sammen og kan justeres.
- Fået værktøjer til at bryde livslange mønstre.
- Fundet nøglen til at skabe ro i krop og sind.
- Mærker indre balance gennem mindfulness og meditationer.
- Med dagligt fokus, etableret et godt selvværd i fortsat vækst.
- Lært at være nysgerrig på forskellighed, og ikke gå i forsvar.
- Blevet bedre til at vælge mine kampe – ikke alle kampe er værd at kæmpe.
- Fået styrke til at handle og sætte grænser, uden forklaring.
- Genfundet selvkærligheden og fundet hjem i mig selv.
AMSI er bestemt ikke den lette vej.
Forløbet er hårdt og jeg har måtte konfrontere de mest mørke dæmoner.
Og netop det er essensen; vi må finde mod til at udfordre os selv, for at udvikle os.
Skralle alle lag af og nå helt ind til kernen – det er her vi opnår den største forandring.
Der venter fortsat terapi arbejde før jeg er i mål.
Rejsen er livsbekræftende og afgjort det hele værd.
Jeg mærker en ny indre ro og en anderledes styrke.
Jeg fornemmer en balance, der langsomt finder vej.
Jeg mærker også hvor der fortsat sidder noget uforløst, som må have fokus.
I terapien er det tid, til at frigøre mig fra den sidste lænke, der fortsat tynger mig.
Finde fred og tilgivelse.
Ikke for andres skyld, men for at sætte mig selv fri.
AMSI, UGE 20
Værdier
Med mig selv som ny 1. prioritet er det tid til at arbejde med mine værdier.
Endnu en kæmpe øjenåbner i AMSI´s onlinemateriale om emnet.
Jeg troede faktisk, at jeg havde styr på mine værdier.
Men efter AMSI Retreat, kunne jeg mærke, at det havde jeg ikke.
Jeg dedikerer denne temauge til fokus på værdier – indsigt, nytænkning og justering.
At finde klarhed over hvilke værdier, der danner grundlag for mig og min nye livsstil.
Som med så meget andet, giver AMSI ny indsigt og erfaring.
AMSI får mig til at gå på opdagelse i mig selv på en ny, anderledes og dybere måde.
Ubevidst har jeg navigeret efter mit defekte værdi kompas, som blev grundlagt i barndom og opvækst.
Værdier som har fået mig til at overpræsterer, ignorere kroppens signaler og overhører mit hjertes stemme.
Ubevidste mønstre har tynget min levevis, og fået mig til at tåle alt alt for meget.
I dag ser jeg, hvordan det at gå på kompromis med mine egne inderste værdier, langsomt fortærede mig og gjorde mig syg.
Gennem Temaugen har jeg fået styr på mit værdisæt, og jeg føler jeg står stærkt.
I ugen oplever jeg noget andet nyt - for første gang mærker jeg styrken af mit nye selvværd.
Jeg oplever en yderst ubehagelig og respektløs adfærd, fra et familiemedlem.
Jeg mærker og jeg handler.
Giver tydeligt udtryk for min grænse og siger fra - uden forklaring eller debat.
Sætter mig efterfølgende i solen til tonerne af klassisk musik og mærker tårerne trille.
Varme, stærke forløsnings tårer.
Mærker den indre styrke samt tilfredsheden over at markere en grænse og sige fra.
Livet bliver – heldigvis - aldrig som før
AMSI, UGE 19
Tålmodighed – at tåle modet til at være i nuet.
AMSI får mig til at være nysgerrig på mit inderste og reflektere dybere, ligesom jeg finder støtte og inspiration til troen om en bedre fremtid.
AMSI hjælper mig med at reparerer mit defekte indre kompas.
Denne uge bød på endnu en god og indsigtsfuld terapi.
Jeg fortalte om hvordan jeg pt. befinder mig på en trappe, der fører mig op og ned.
Op i forhold til læring, indsigt og fremgang.
Ned i forhold til min løbende nedjustering af visse ønsker og drømme (aktiviteter og formåen).
Terapeuten var nysgerrig på den nedadgående trappe.
Jeg fortalte om min store passion for løb - sport i det hele taget, om livskvalitet og mine fortsatte udfordringer med mine helbredsmæssige begrænsninger.
Terapeuten greb fint og respektfuldt, og gav anledning til ny reflektion med spørgsmål som:
- Hvad gør livets nye vilkår ved dig?
- Hvad gør det ved dig, ikke længere at have målsætninger i livet?
- Hvilke følelser kommer til dig, når det er svært? (Frustration)
- Hvad gør du når du mærker frustrationen?
- Hvad er livskvalitet for dig?
Et er at tage afsked med den jeg var, og en fritid jeg havde stor passion for, i erkendelse af, at jeg aldrig bliver den samme igen.
Noget andet er, at forme og favne den nye version.
At finde glæde og passion i andre ting og nye fællesskaber, på et nyt niveau.
Det kræver selvfølgelig arbejde og tid.
Det kan skabe usikkerhed og frustration.
Det kræver nytænkning og mod.
Det, ikke længere at have målsætninger (og højt ambitionsniveau) skaber et uklart fremtidssyn.
Hvad er livskvalitet for mig?.. når det ikke længere er et aktivt og udfarende liv, med en stor kontaktflade.
Livskvalitet er (naturligvis) også:
- Mere tid og nærvær med mine børn,
- Langsomme morgener med udsigt til smukke solopgange,
- Mindfulness og meditationer, gerne i naturen til lyden af fuglesang,
- Stunder på stranden, duften af havet og lyden af bølger,
- Tid til at kunne udfolde min kreative side, med digte, maleri og strik,
- Tid til at være nysgerrig på livet, på en ny måde,
- At kunne fordybe mig i nuet, uden stress og evigt pres.
Jeg er på rette vej – uden målsætning, men med ønsker, håb og nye visioner.
Hvor er jeg om 1 år, 2 år, 5 år?
Det vil kun tiden vise.
Et godt sted, er jeg sikker på.
Med en ny robusthed, et stærkt selvværd og et liv, fuld af kærlighed og passion.
AMSI er livsforandrende på alle måde – en rejse, jeg ville ønske jeg havde kunne tage langt tidligere i livet.
AMSI, UGE 18
Min vej ud af stress og ”comeback” efter kollaps, føles som at deltage i verdens længste og mest ekstreme ultraløb, gennem hårdt ukendt terræn, uden brug af kompas.
På AMSI har jeg lært, at jeg ubevidst livet igennem har været styret af et defekt kompas.
Jeg har opdaget livslange mønstre og fundet nøglen til at bryde dem.
Og på AMSI lærer jeg, at finde accept i vilkår som hidtil har været surrealistiske og fuldstændige utænkelige for mig – langsomt, tålmodigt og med venlig egenomsorg.
Ubekendte som tidshorisont, endeligt resultat, forhindringer undervejs, seje træk og svære valg, prikker alt sammen til mig og kan presse mig, på svære dage.
Bedst som jeg føler fuldkommen hvile i nuet, opstår en situation, som lader mig vide, at der fortsat er vej, før jeg står mere robust og hviler i fuldkommen accept.
Det vil være naivt at tro, at jeg kan nå i mål med så markante livsændringer, på kort tid.
Pt. er uvisheden sværest at være i.
Uvisheden om mit fremtidige helbred og funktionsniveau.
Jeg holder mig fortsat positiv og optimistisk (med enkelte udfald) og visualiserer mine ønsker og drømme.
For mig handler det om at holde fokus på livet netop nu og opnå al den indsigt og læring jeg overhovedet kan, for at opbygge den bedst mulige tilværelse.
De svære og triste følelser finder jeg ro og accept i, med tanke om at alt er midlertidigt og at det er okay at livet kan føles hårdt – for det er hårdt.
Dette var samtaleemne i ugens terapi og løsningen kender jeg, efter ca. 4 mdr. på AMSI.
Jeg træner og øver hver eneste dag og en dag vil jeg mestre det, også når livet er svært.
AMSI, UGE 17
”Rose ceremoni” – afsked med den jeg var og alt det jeg kunne.
Livet kan ikke gøres om. Og selv når vi gør os umage, går livet sjældent som vi tror.
På AMSI har jeg lært, at jeg må og skal give mig selv 1. prioritet.
Samtidig lærer jeg, at når livet rammer og der skal arbejdes med både personlighed, livsstil og livssyn, er det lige så krævende som at lærer et nyt sprog.
Det kræver læring, øvelse og tålmodighed.
Mit liv vendte 180 grader, og det har været vanskeligt at nå en helhjertet accept af den nye version af mig.
Jeg havde aldrig, som i aldrig, troet at det kunne gå så galt for mig.
Heldigvis har mit liv som atlet lært mig, at vilje, vedholdenhed og træning, skaber de bedste resultater.
Og heldigvis har jeg fundet glæde i min nye tilværelse – langt fra det liv jeg før levede.
I terapien har jeg arbejdet med en sidste krølle på sløjfen.
Jeg har haft svært ved at slippe den sidste sorg over realiteterne, og nå fuldkommen accept af livets nye vilkår.
Jeg havde brug forat tage afsked med den ”gamle” Rikke og omfavne den nye version af mig med venlighed og kærlighed.
I terapien kom jeg på ideen, om en ceremoni.
Med en smuk rose i hånden gik jeg til et af mine favoritspots i naturen.
På min vej dertil tænkte jeg på mange af de vidunderlige, sjove, skøre og vilde ting jeg har oplevet i livet.
Jeg tænker på dem med dyb taknemmelighed og glæde.
Derefter favnede jeg mit motto: ”Jeg skaber selv min dag og lykke”.
Og frem kom en taknemmelighed for, hvor heldig jeg er, og hvor rig en tilværelse jeg fortsat har.
Livet nu og frem bliver selvfølgelig fantastisk – blot på en ny måde.
Med ordene: ”Livet er fantastisk og jeg har 1. prioritet” kastede jeg rosen ud på søen.
På vej hjem mærkede jeg, hvordan min vejrtrækning føltes let og ubesværet, og den indre glæde spirer løs og vokser sig stadig større.
AMSI, UGE 16 Forandringer og Fremgang Forårets sol og lune er særligt kærkomment i år. Det gør godt for den indre glæde og optimisme. Jeg oplever mærkbar fremgang i form af færre og mildere symptomer. De kraftigste symptomer er væk. Jeg er begyndt at gå små ture på ca. 1 km. Langsomt, med flere ophold, hvor jeg nyder mindfulness og meditation, stående eller på en bænk. Sanserne bliver stimuleret af naturens lyde og mødet med mennesker, og forårssolen er som kærtegn på kinderne. Jeg trættes hurtigt, men med pauser, hvil og AMSI's online sessions finder jeg ro og styrke. På AMSI har jeg lært at være mindful og at mediterer og jeg mærker den gavnlige og positive effekt det har på krop og sind. Det er blevet en integreret del, af min nye livsstil. Savn kan stadig dukke op – især savn efter sociale fællesskaber, sport, café hygge, koncerter og køreture med mine børn ud i det blå. Men savnet fylder ikke længere på samme måde. Jeg mærker savnet når det viser sig, finder accept i nuet og den nye livsstil, og glæder mig over livet som det er, baseret på de vilkår jeg har. Uanset omstændighederne er livet for kort til at leve i ærgrelse og fortrydelse. Livet er bedst med positivt fokus og at finde glæde i selv de mindste ting... som blot ”at være”. Mærker jeg hviler mere i mig selv – tror på mig selv – og elsker den jeg er. Dette afspejler sig støt og roligt i min håndtering af svære ting og relationer. Jeg finder ro i at have sluppet tøjlerne. Det er en kæmpe lettelse at have fralagt mig ansvar, og vide at andres udfordringer hverken er min skyld eller mit ansvar. Min verden bliver gradvist mere tålelig, og mere glædelig. Jeg er dybt taknemmelig for den jeg er, og for alt det gode jeg har i livet. Rejsen hertil har været sej og benhård. Jeg er taknemmelig for det fællesskab jeg oplever på AMSI, og for den indsigt jeg opnår i dette AMSI forløb. De første vigtige grundsten er støbt og mit nye livsfundament er grundlagt. AMSI, UGE 15RETREAT – Et livsforandrende ophold
Jeg er lykkelig for min deltagelse og dybt taknemmelig for den terapeutiske rejse, der fandt sted i huset på Fyn.
Ugen forinden tvivlede jeg på, hvorvidt min krop kunne klare turen og opholdet. Jeg overvejede at melde fra.
GODT jeg tog afsted!
Hans-Jørgen og Trine har et helt særligt sted, med en helt særlig atmosfære, og et helt særligt program, hvor man høster udbytte af hver deres helt særlige kompetencer.
For mig står dette Retreat som skelsættende for mit liv og min rejse.
Hans-Jørgen læste mig og mit livs mønster, som en åben bog, og i samspil fandt jeg endelig frem til den sandhed, der lå begravet i mit dybeste indre.
I terapien opdagede jeg min jernkugle, som har tynget mig hele livet.
Indsigten begyndte med denne sætning:
”Rikke, hvad flygter du fra?”
Forløsningstårer triller stadig.
Jeg har gennemgået 5 psykologforløb – det første da jeg var 17 år.
Hver gang har jeg arbejdet intenst og bearbejdet mange ting.
Mødet med Hans-Jørgen har givet mig de sidste og afgørende brikker til mit livs puslespil.
Jeg føler lettelse, berigelse, lykke samt en dybfølt taknemmelighed.
Oplevelsen var for mig ganske særlig og meget overvældende.
Jeg har skrevet dette digt..
I Et Hus På Fyn
En magisk tid
Følelsen af Tryghed
En særlig atmosfære
Unik Stemning
Et samspil
Haven hvor fuglene bor
Hav, Sand og Svaner
På Dette Sted
Møder Jeg Mig
Mærker hvem jeg Er
Flugten er Forbi
Jeg er Mig
Med Stolthed
Med Værdighed
Med Taknemlighed
Den magiske tid
I Et Hus På Fyn
Tager jeg med mig
I Hjertet
På livets rejse
Mærker Kærligheden
Ser Fremtiden
En helt ny tid
En helt anden vej
Et liv i kærlighed
Indre Kærlighed
Tro mod den Jeg Er
Vigtigst i Eget Liv
Øverst står jeg Nu
Tak for Magien
I Et Hus På Fyn
26.02-01.03.25/Rikke
UGE 14, AMSI Udbytterig terapi og frustration over udredning i det offentlige system! Frostklare dage med sne, høj sol og blå himmel, er den rene vitaminindsprøjtning og forstærker glæden og optimismen. Selvfølgelig prikker det også til savnet og længslen efter at kunne mere. Acceptere savnet og glæder mig over, hvor langt jeg er kommet. I terapien opnår jeg betydningsfuld indsigt. Terapien (og terapeuterne) er guld værd! Bevidst som ubevidst påtager jeg mig skyld, og tager ansvar, for og i relationer. For i tråd med sidste uges notat, er min grundindstilling at skabe fred og god stemning, og undgå konflikt. Jeg ser mønsteret og har besluttet hvilke relationer jeg vil bruge som ”øvebane”, til at lære at fralægge mig ansvar og skyld, og fortsat arbejde med assertiv kommunikation. Jeg kan ikke ændre andre. Jeg har brug for at tage afstand til aggressiv adfærd. Jeg ønsker ikke længere at tage ansvar for dårlige relationer. ANDRES PROBLEMER ER.. HVERKEN MIN SKYLD ELLER MIT ANSVAR! Ugen bød også på vurdering hos psykiater, hvortil jeg blev henvist af rehabiliteringsteamet via jobcenteret. Jeg var open minded og positiv stemt før mødet, men gik derfra i stor frustration. Min oplevelse var at psykiateren var forudindtaget på baggrund af indstillingen, og da min egen læge har begået fejl i diagnose (hvilket jeg har gjort indsigelse til), trådte fejlen nu atter frem og blev primær, uagtet hvad jeg fortalte om mit liv, mit helbred og forløb hos stresslæge. Anbefalingen lyder på medicin (som hverken jeg selv eller stresslægen mener er rigtigt for mig) Jeg spurgte om det var eneste anbefaling, eller om der er alternativer. Jeg stillede også spørgsmål til diagnosen og gav udtryk for hvad jeg selv oplever og fornemmer. Psykiateren svarede: ”Det er bestemt ganske sandsynligt, at der kan gemme sig en anden diagnose på baggrund af din fortælling samt observationer, men det kan vi ikke gå ind i nu.” Psykiateren fortsatte: ”Du er jo svært handicappet som det ser ud, og du er nødt til at tage medicin.” Jeg er ENDELIG kommet i kontakt med min krop og kan mærke alle signaler. Så virker det fuldstændig absurd at tage medicin som ”slører min sårbarhed” (blev det fremlagt) – og ”lægger et slør over det i hjernen som holder mig tilbage”. Jeg har oplevelsen af, at jeg ikke blev taget alvorligt. I stedet ønsker man at tilsidesætte arbejdet med at skabe ro og komme ned i gear, og erstatte behandlingen med medicin så jeg kan komme hurtigere videre!?!
Som psykiateren sagde: I morgen går du 1 km, i overmorgen går du 2 km og om en måned løber du 5 km. Og har du behov for pause undervejs, så tag en klapstol med under armen. Point for at indtænke pause trods alt!
Jeg er mildest talt chokeret!
Jeg er hverken læge eller psykiater, men jeg har levet et liv som atlet og jeg kender til skader. Også de alvorlige, som kræver ro, tid og langsom genoptræning. Jeg føler meget stærkt for, at dette forløb IKKE må forceres. Og jeg føler meget stærkt for at undgå medicin som slører mine sanser, fordi en speciallæge mener ”at der intet fysisk er i vejen med mig” og at jeg bare skal op på hesten igen. Hmm..
Hvor kort tid ville der mon gå, før jeg kollapser igen?
Og hvor mange kollaps tåler min krop, før den bliver liggende?
JEG KENDER MIG BEDST, OG KUN JEG KAN MÆRKE HVORDAN JEG HAR DET.
Det er svært nok at være syg med stress og få livet og hverdagen til at fungerer, med den skade langvarig stress gør. Og processen tynges yderligere, når man møder fagfolk i det offentlige system der har vanskeligt ved at anerkende den skade stress gør samt tidshorisont og rette behandling for den enkelte.
Jeg tænker at jeg har brug for mere tid, mere ro og mere stresslæge.
Jeg føler jeg er på rette vej – uden medicin.
Jeg ønsker at det danske system anerkender stress som selvstændig diagnose samt anerkender en bredere vifte af behandlingsmetoder.
Stærk i troen, motivation intakt og fokus på, at passe godt på mig selv.
Uge 12, AMSI
Stort gennembrud – overvældende, indsigtsfuld og meget givende uge.
Denne uge sætter markant skub i min proces. Den indsigt og læring jeg opnår i AMSI ́s online materiale giver mig forståelse af det mønster, der er grundlæggende for min stress.
Da jeg som barn skulle overleve, i en dysfunktionel familie, samtidigt med grov mobning i skolen, udviklede jeg en strategi. Jeg rettede ind, gjorde hvad der blev sagt, sagde aldrig fra, og forsøgte for alt i verdenen, at undgå yderligere konflikt med venlighed, hjælpsomhed og smil. Jeg lukkede følelserne inde og opbyggede en facade, for at beskytte mig selv. Jeg var konstant opmærksom og forsøgte at skabe bedre stemning hjemme, samtidigt med at jeg forgæves gjorde mit bedste for at undgå mobning.
Uden en kærlig hjemmebase, hvor jeg primært oplevede at jeg var forkert, at jeg ikke havde værdi og aldrig blev set og mødt som det fantastiske lille menneske jeg var, lærte jeg aldrig at sige fra. Mit selvværd var nærmest ikke eksisterende og jeg blev den lille i et hav af skænderier, overgreb samt krænkende og nedladende adfærd. Udadtil smilede jeg til omverdenen, uagtet at det var påtaget og ren facade. Det gjorde jeg:
-For at skjule min smerte som i mange år var umulig for mig at sætte ord på, -Fordi jeg med smil og ”ordentlig” opførelse, måske undgik bare lidt ballade,
-I forsøg på at blive set og opnå anerkendelse og kærlighed derhjemme,
-I evigt håb om at opnå en ”fredning” i skolen og undgå mobning og krænkelser, -Og nok også simpelthen for at kunne være i det og udholde det.
Denne grundindstilling ser jeg nu, har været en tro følgesvend livet igennem. En skygge der har fulgt mig, primært i parforhold og arbejdsrelateret relationer.
Jeg har gennem livet høstet anerkendelse for min hjælpsomhed, mit gode humør og glade væsen samt min positive tilgang til alting. Såvel professionelt som privat har jeg givet enormt meget af mig selv, hvilket andre selvfølgelig har nydt godt af, men jeg har gjort det uden at blive mødt med tilsvarende og på bekostning af mig selv. Jeg har altid spredt godt humør og god energi, uagtet om det kom fra hjertet eller var påtaget. Og når energien ikke længere tillod mig at være den der greb ekstra og knoklede på, blev jeg mødt med brændstof til mine indre dæmoner. På arbejdet kunne den daglige leder f.eks. bemærke ”at jeg ikke længere ydet det samme” når jeg i perioder ikke tog overarbejde (”interessetimer”), og ”at man gerne så jeg kom tilbage på sporet”. Omvendt kunne det også være kommentarer som ”Du må hjælpe, for du er den bedste til at løse disse sager”.. og så greb jeg (selvfølgelig), velvidende at mine bunker var langt større end andres.
Privat har jeg lagt øre til, at jeg er egoistisk, krævende, doven, negativ, en dårlig partner og en dårlig mor. Det resulterede i rigtig meget selvkritik, spørgsmålstegn, tårer, pres i form af forventning og præstation samt lange diskussioner og dårlig nattesøvn.
HELDIGVIS har jeg nu opnået denne indsigt, samtidigt med at jeg styrker mit selvværd. Fremadrettet accepterer jeg kun ligeværdig kommunikation og adfærd.
Jeg fortjener nemlig bedre!
Særligt videomaterialet omhandlende Kommunikation, Relationer og Bagage har været kæmpe øjenåbninger. Al denne læring og indsigt vil jeg arbejde med fremadrettet.
Fremadrettet vil jeg have opmærksomhed på kommunikation. Jeg vil lære at stoppe aggressiv kommunikation og styre udenom mennesker der agerer sådan. Jeg vil lære at holde mig fra mennesker der vil have forklaringer og argumentation, og blot fortælle hvordan jeg ser og oplever verdenen. Og jeg vil lære, kun at bruge min energi på ligeværdige relationer.
WOW! Kæmpe forløsning at opnå denne indsigt og erkendelse.
Det bringer mig til en ny erkendelse. Hidtil har jeg haft en oplevelse af, at tiden som stresssyg, tikkede afsted som spild af dyrebar tid. Spild af tid!? Smiler af mig selv.
Denne tid er en gave – den største gave jeg kan give mig selv. Netop en dyrebar tid med selvudvikling på højeste niveau. Jeg lærer hvordan jeg fuldender det gode sunde liv, så jeg aldrig mere går ned med stress igen. Ja tak!
Jeg ser frem til næste uges Temauge, hvor jeg bliver endnu klogere på Kommunikation og Relationer. Og snart står den på Retreat hvor intensiv terapi venter; arbejdet med Bagage og transformationen i frigørelse af fortidens lænke til nutidens og fremtidens frihed.
#AMSI #Sygafstress #Dyrebartid #Selvudvikling #Detfrieliv #Jegervigtigstimitliv
I AMSI easyme er jeg påbegyndt materialet, der omhandler forskellen mellem: Stresshåndtering vs stressbehandling
Indledningsvis kan jeg konstatere, at jeg altid har betragtet min krop og hjerne som én enhed og altid har tænkt, at det kun var kroppen der havde behov for restitution. Jeg har ganske enkelt ikke taget hensyn til min hjerne som en selvstændig enhed, der også har brug for pleje og servicetjek. Mere om dette i næste uge.
Fokus på det jeg ønsker mere af – fokus på positiv energi og stjernestunder. Livet bliver fantastisk på ny – fordi jeg tror på det og vil det.
Rikke
Uge 10, AMSI
I en meditativ stund, kom denne tanke:
Mit stresskollaps har gjort det lettere for mig at vælge mig.
Mødet med afgrunden, har givet styrke til forandring.
Det værste der er overgået mig, bliver således til noget godt der er hændt mig.
Wow! Tårer triller og jeg føler en rar taknemmelighed i mit indre.
I terapien arbejder jeg med den indsigt jeg får. At min barndom og opvækst har påvirket mig i en grad, så jeg hverken har mærket/lyttet til mig selv eller prioriteret mig selv før andre. Aldrig stået op for mig selv og beskyttet mig selv, som jeg har beskyttet andre omkring mig. Jeg arbejder med de usunde mønstre og strategier, som ikke længere tjener noget formål og bestemt ikke længere er hensigtsmæssige for mig.
Havde jeg dog bare opnået denne indsigt inden mit kollaps! Så havde jeg stadig været ”mig” – et sprudlende livstykke. Jeg havde levet livet til fulde og nydt dagene med alt jeg elsker. Ærgrelse nytter ingenting. Sket er sket. Men derfor kan ærgrelsen godt gribe fat i mig, på de dårlige dage, hvor jeg bliver mindet særligt om nutidens situation.
Livet kan synes urimeligt og mørkt til tider. Tiden – processen – er lang, sej og benhård. Og den person jeg er i dag, er blot en skygge af den, jeg var. Men heldigvis har jeg den egenskab, altid at finde hullet i skyerne – der hvor solen skinner. Og det gør livet smukt, uanset tid og form.
Måske var kollapset nødvendigt for mig, for at sadle om og ændre kurs. Jeg tvivler faktisk på, om jeg havde lært at stoppe op og passe på mig selv, hvis ikke det var sket. Det fik mig til at betragte mig selv med nye øjne, og begynde denne rejse – og for det er jeg dybt taknemmelig.
Arbejdet med mit selvværdstræ går stødt og roligt frem. Jeg vil danne så stærkt et rodnet, at intet fremover kan skubbe mine værdier eller vælte mig omkuld. Med tiden vil jeg føle og mærke min værdi helhjertet, og stå stærkere end nogensinde.
Håb og positive tanker Rikke
Ja, vi kan godt spille... om 30 min. Eller: Ja, jeg vil gerne hjælpe dig med lektierne... når jeg har hvilet – skal vi sige om 1 time. Det for mig er at tage ansvar for mig selv, prioriterer mig selv, og samtidig være en god mor.
Den forgangne uge gav mig en lille ”test”. To bekendte, der begge står i skilsmisse, rakte ud til mig for støtte og samvær. Jeg udtrykte min medfølelse og forståelse og sagde at jeg meget gerne vil ses, når jeg selv har det bedre og fået overskuddet tilbage. Jeg blev mødt med gensidig forståelse. Før hen havde jeg sagt ja – på bekostning af mig selv.
Gennem AMSI er jeg ved at opnå indre ro; mine stress symptomer bliver langsomt mildere, og nogle mærker jeg ikke længere. Jeg lærer, hvor usund min gamle livsstil var. De sidste par år før mit kollaps, gik jeg så meget på kompromis med mine inderste værdier, at jeg helt mistede evnen til at passe på mig selv. Jeg var fanget i en ond stress spiral, med maximalt ydre pres, og trods en stemme fortalte mig at min situation var ødelæggende og nedbrydende, var jeg handlingslammet. Jeg fortsatte indtil jeg kollapsede, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne og gøre hvad der var bedst for mig.
Det jeg lærer nu og den indsigt jeg opnår, giver mig viden til at støbe mine nye grundsten, og langsomt opbygge mit selvværd samt mit nye livsfundament.
Løfte til mig selv – gå aldrig igen på kompromis med de inderste værdier!
Fremover vil jeg helt sikkert træde mere varsomt og eftertænksomt og store beslutninger skal føles rigtige i både hjerne, hjerte og mave.
Vi fortjener at have det godt – og blive behandlet ordentligt. Livet skal nydes og ikke være en kamp!
Rikke
Har du brug for hjælp?
Book en gratis forberedende samtale med mig, gennem min kalender
UGE 8, AMSI
Op og ned – fra sidste uges optur til denne uges ”konsekvens-regning”.
Træthed og tiltagende symptomer ovenpå min gode uge (som jeg virkelig nød). Bl.a. tung, trykkende hovedpine, bølger af svimmelhed, den ekstreme lydfølsomhed, hjertebanken, uro og kropsspændinger. Kender efterhånden konsekvensen. 3 x venindebesøg a ca. 2 timers varighed, over 1,5 uge er meget, på det stadie jeg befinder mig, ovenpå julen med mine børn og nytårsfyrværkeri.
Som en klog kvinde (Trine Rønnov) sagde i Tema ugen: ”Har du en god dag, så sæt dig ned og nyd den.” Først tænkte jeg ”ja, den er god med dig”. Men selvfølgelig har Trine ret. Der er god grund til at hun er stress-ekspert.
At få kroppen HELT ned i gear – derned hvor min krop ikke har været i MANGE år, kræver tid, tålmodighed, ro og hvile. Dog vil jeg løbende planlægge bevidste tilvalg af social karakter, for at fastholde min mentale sundhed på den front. Det handler om at finde balancen og holde aktivitet på et minimum.
Gennem AMSI ́s Mindfulness og Meditationer har jeg succes med at lære:
Atfåropåminkrop Mærke min krop
Mærke kroppens signaler Finde accept i nuet
Være tilstede i nuet
Yde mig selv venlig egenomsorg
...
Med læring fra AMSI onlinemateriale kan jeg se, hvordan jeg har levet et liv, uden at sanse træthed før jeg var fuldstændig udmattet og tømt for energi. Hvordan jeg med 8-12 daglige kopper kaffe og høj på arousal, kunne kører i højt gear dagen igennem – uden pauser – ikke engang frokostpause. I mange år har jeg indtaget min frokost på farten eller foran skærmen.
Det positive og glædelige er, at jeg ved hjælp af mindfulness og meditation, har lært at mærke den første træthed og de første symptomer og kan stoppe op, før det stikker af.
Jeg har igennem jul og nytår kørt en strategi med at starte hver dag med en morgenmeditation og holde pause efter hver to do, uanset hvor lille den var.
Morgenmeditation - bad – pause – morgenmad – pause – opvask – pause osv.
Det føles langhåret den første tid, men jeg har jo dagene til min fulde rådighed, og efter noget tid giver det mening og ro.
Balancen er hårfin og der er ikke langt fra hero til zero. Det kræver styrke, at bevarer glæden, optimismen, motivationen og undgå at blive overmandet af rastløshed og ensomhed, når man går hjemme, syg af stress, uden at kunne lave alt det man elsker og nyder.
Mine nære relationer har alle undret sig over, hvordan jeg kan holde tilværelsen ud. Flere har udtrykt bekymring for om jeg havner i depression eller bliver mere skør end jeg normalt er.
For mig handler det først og fremmest om en intens og altoverskyggende vilje og lyst, til at gøre alt i min magt for at genvinde mest mulig livskvalitet. Derudover handler det om at tænke i nye baner, bryde mønstre og finde mig tilrette i en ny livsstil. Bl.a. finde på aktivitet jeg tåler, og som giver hverdagen indhold og mening. Jeg er f.eks. begyndt at strikke og tegne, og med mine børn er vi begyndt at lave smykker samt lægge et stort puslespil af et verdenskort (for at styrke dem i geografi) Alt sammen stille og kreative aktiviteter, som beskæftiger hænderne, jeg kan gå til og fra, det skaber glæde og giver dagene indhold.
At finde ind til mig selv, mærke mig selv og nå en accept af nuet, er vanskeligt og tager tid, men med AMSI i ryggen, er jeg på rette vej.
Få hjælp til håndtering af din stress i Stresslægens nyhedsbrev.
Tilmeld dig her
Vi skal have din tilladelse for at kunne kontakte dig, og sende dig mails. Ved tilmeldingen her, modtager du automatisk Stresslæge.dk's ugentlige mails med inspiration og tilbud.
Du kan til hver en tid framelde dig de ugentlige mails, enten ved at trykke "unsubscribe" nederst i mailen, eller ved skriftlig henvendelse til os på info@stresslaege.dk .
Uge 7, AMSI
Et kærkomment nytår. 2025 – et nyt bedre år, med fokus på venlig egenomsorg. En ny begyndelse på mit nye liv.
Jeg mærker langsomt bedring. Jeg tåler lidt mere og de mest markante symptomer som voldsom svimmelhed, koldsved og søvnproblemer har jeg ikke oplevet i nogen tid nu.
Julen gik efter planen og over forventning. En fantastisk følelse af succes!
2024 har på mange måder været et barskt år. Samtidigt et lærerigt år. Et år hvor jeg bl.a. lærte mine grænser at kende, og det at lytte til min krop og mærke de små signaler. Jeg vælger derfor at huske 2024 som et år, hvor jeg lærte mig selv bedre af kende.
1.januar 2025 – en god dag, en god stille dag, som jeg sidder og nyder. Den første dag i et nyt bedre år. Føler glæde. Oprigtig glæde dybt indeni. Glæde over at jeg for første gang i livet, kan nyde disse stille dage, uden hverken at blive rastløs, få dårlig samvittighed eller føle behov for at udrette noget. Men blot være tilstede i nuet, uden tanker om gøremål og tætpakket dagsprogrammer. At have sluppet tøjlerne og fundet glæde i det enkle simple nu.
At hygge og nyde tiden med mine børn, og gode veninder. At jeg igen kan grine og mærke dyb indre glæde og kærlighed til livet. Det er succes for mig.
Det leder mig til min kerne. Jeg har en indre kerne af kærlighed og passion. Kærlighed og passion i alt jeg gør og i alt jeg giver. En kerne der har overlevet mere end noget menneske bør gennemleve. En kerne der gør, at jeg på trods af alt, stadig står stærkt med håb og drømme intakt, og en tro på, at livet bliver fantastisk på ny. En kerne jeg vil omfavne og beskytte. En kerne jeg ikke længere vil tillade misbrugt. En kerne jeg vil værne om så den vokser og blomster.
Jeg vil tilgå min nye tilværelse med kærlighed. Ydre faktorer gjorde, at min kærlige og positive drivkraft og tilgang til alt, forsvandt for en stund. Heldigvis forsvandt den ikke helt. Den lå som små gløder og ulmede dybt inde, og er atter ved at blusse op på ny.
Jeg mærker min indre kraft, min indre glæde og motivation. Jeg er på vej, langsomt, tålmodigt og med glæde over livet som det er.
2025 bliver et godt og endnu et lærerigt år, som jeg vil nyde i nuet, en dag ad gangen. Glad og taknemmelig for at blive støttet og guidet i dette AMSI forløb og af de kyndige fagfolk bag.
Godt Nytår Rikke
Nytår 2025 – I Live
Nyd Livet
I dag
Netop Nu
Livet er en gave
En dyrebar gave
Nyd langsomt
Nyd nænsomt
Vis kærlighed
Vis taknemlighed
Dig i Centrum
Du er vigtigst
I Dit Liv
Husk dig selv
Mærk dig selv
Nyd Alt
Nyd ingenting
Vær Stolt
Vær glad
Hav mod
Hav respekt
Himmel, Hav & Horisont
Mit Hjerte
Mit anker
Mit Guld
Rikkes rejse ud af stress: Uge 6, AMSI
BRYD MØNSTERET – selv familierelationer og traditioner om nødvendigt.
Juletiden er hyggelig og magisk; samtidig vanskelig når man har stress, og udfordrende familie relationer. Tager gode råd til mig og skære helt ned. Udvælger få hyggelige ting jeg kan med mine børn, og gemmer resten til næste år. Nedjusterer ambitionsniveauet samt aftaler med relationer. Hygger med få, der gør mig godt, og melder fra til resten. Mit helbred kommer først. Mit velbefindende må og skal prioriteres, og det er mit eget ansvar at sige fra. Det føles godt at prioritere mig selv og ikke konstant give af mig selv, og gøre hvad andre forventer.
Denne uge har været meget følsom - op og ned. Svære dage med mange symptomer, som hovedpine, svimmelhed, træthed, lydfølsomhed og susen for ørene. Men også et par gode dage :) Den ene nød jeg helt langsomt med glæde over nuet. Den anden valgte jeg at bruge på og med mine børn. Vi hentede juletræ, pyntede og spiste julegodter. En super hyggelig dag, med et strejf af fortidens mange gode minder.
I terapien fik jeg taget hul på netop fortiden, og det stærke greb fortiden stadig holder mig i. Det overrasker mig, hvor meget min fortid fortsat fylder og påvirker mig. Jeg begynder at se årsager og sammenhænge med nye øjne, og forstår nu hvorfor jeg gentagne gange er gået ned med stress. Mine overlevelsesmekanismer fra tidligt i livet, hænger stadig ved. Mekanismer der hjalp mig som barn, men bestemt ikke længere gør nytte – tværtimod.
Det er hårdt og det kræver arbejde, og det bliver fantastisk at få styr på. At finde accept i mine livsvilkår, og tage ansvar for mig selv og mit liv på den gode måde. At bryde mønstrene!
Det er på høje tid, at jeg lærer at mærke mig selv, og yde egenomsorg. Fokus på mig og mit.
Mine tanker vandrer tilbage til et psykolog forløb for ca. 10 år siden. Psykologen stillede gode spørgsmål, bl.a.: ”Hvor længe vil du lade andre behandle dig som en skraldespand?” Dengang reagerede jeg ved at blive stødt og fornærmet. Jeg har tænkt meget over netop det spørgsmål, og i dag giver det endelig mening. For jeg har tilladt andre – familie, arbejdsgivere, kolleger, partnere at behandle mig skidt, og uden respekt. Jeg er ikke længere et barn. Jeg er en voksen og fantastisk kvinde, som skal tage ansvar og lære at blive tydelig i mine grænser og sige tydeligt fra, med overbevisning og selvrespekt. Der er nok at tage fat på, og det skal nok blive godt.
Godt jeg snart kan sige farvel til dette svære år. Jeg byder 2025 så hjerteligt velkommen med fokus på venlig egenomsorg, og ser frem til min fortsatte rejse mod godt helbred og stærkt selvværd. Nu vil jeg bryde et mønster og holde en rolig jul. Nyde rolige dage hjemme, med hyggeligt nærvær, mange pauser og venlig egenomsorg.
Med ønske om en hyggelig, behagelig og nedtonet jul, samt et godt og lykkebringende nytår.
Rikke
Rikkes rejse ud af stress: Uge 5, AMSI - ACCEPT
Fra sidste uges tema uge, arbejder jeg fortsat med accept.
Læring om hjerne, krop, energi og omfanget af den skade stress gør, gav mig behov for at justere kraftigt på mine ønsker og drømme. Håbet er intakt, men niveau og tidshorisont må tilpasses mit helbred og min rejse.
At accepterer den nye version jeg må forvente at blive, er ikke let. Jeg ved, at det høje gear jeg har kørt i, ikke er sundt for mig. Mindre kan bestemt også gøre det. Og med implementering af nye gode vaner, som bl.a. pauser, langsomhed og monotasking, håber jeg at komme langt. Kun tiden kan vise, hvor langt jeg kommer og hvor mange ønsker og drømme, der kan blive til virkelighed.
Tålmodighed! Og fokus på nuet.
Et er sikkert. Min prioritering er ved at være på plads. En god portion af de ambitioner jeg tidligere havde, er lagt på hylden. For selvom jeg er positiv optimist, vil jeg også være realist. Dermed ikke sagt, at det aldrig kan blive, men i så fald bliver jeg positivt overrasket. Hellere nedjusterer ambitionsniveauet og opleve succes, fremfor at stræbe (som tidligere) og knække nakken.
Det slår mig hvor lille min verden er blevet. Jeg ser den uendelige himmel fra mine vinduer, men mit hjem, er pt. min verden. På en og samme tid mærkeligt og behageligt ikke at forholde sig til resten af verdenen. Som at rejse ind i en anden tid. En helt ny hverdag. Et helt nyt liv.
Min kerne. En ting der blev italesat i terapien. Hvad er min kerne? Hvem er jeg? - uden job, uden min sport, uden partner. Hvem er jeg, når jeg står helt alene, uden skjold, uden facade?
Det vækker min nysgerrighed og jeg ser frem til at nå ind til min kerne, og lande stærkere i mig selv. Finde troen på mig selv igen. Og til at styrke det selvværd, der aldrig har slået rod.
Tak for en god uge. Tak for godt fællesskab. Tak for støtte, forståelse og for at tænde nye lys. Rikke
Rikkes rejse ud af stress: Uge 4, TEMA UGE, AMSI
Ugens overskrift – Indsigt og erkendelser.
En interessant og lærerig uge, med god dialog. Fortsat præget af sorg.
Ugen har lært mig om bl.a. energi, som jeg tilsyneladende har haft et helt forkert syn på. Jeg har drænet mig selv, selv når jeg troede jeg tankede god energi. Jeg har lært om arousel, adrenalin, kortisol, endorfiner og dopamin og er i færd med at opdage min krop på ny. Bedre sent end aldrig :)
Ugen har også givet mig en dybere indsigt i bl.a. stress og omfanget af den skade stress gør. Om vores hjerne, vores bevidsthed, om kroppen og de mekanismer der kommer i spil, og de der sættes ud af spil, efterhånden som man bliver fanget i stressens negative spiral.
Denne læring gav næring til min sorg, den sorgproces jeg er i. En proces jeg har ventet og budt velkommen, for jeg ved den er nødvendig, og gør mig godt.
Den største smerte er, at jeg har tilladt andre at behandle mig dårligt, rigtig dårligt. Det meste af mit liv har jeg haft giftige relationer tæt på, og de har på fornemmeste vis fodret mine ”dæmoner” fra tidligt i livet, der handler om svigt og værdi. At jeg ikke er mere værd.
At jeg ikke fortjener bedre.
Jeg har ladet mig udnytte, misbruge og nedbryde! Uden at sige ordentlig fra og fjerne mig fra det. Jeg har tænkt på andre og ikke beskyttet mig selv! Det er essensen af mit fald.
Det positive er, at jeg nu ved hvad jeg skal arbejde med. Og at jeg kender konsekvensen, hvis det utænkelige måtte ske, at jeg glemmer at mærke efter og beskytte mig selv fremadrettet. Det kommer ikke til at ske!
Det er mega ærgerlig, at jeg skulle helt herud, før jeg endelig tog denne indsigt til mig. Og skaden var sket. For selvfølgelig fortjener jeg bedre, og selvfølgelig er jeg mere værd.
Et område jeg skal arbejde med i terapien, koblingen mellem at tænke og tro helhjertet på. For jeg kan sagtens se mig selv i spejlet og komplementerer mig selv, for at være det unikke menneske jeg er. Men i mit sind findes en gletsjerspalte så dyb, som forhindrer mig i at tro helhjertet på det. Jeg mærker det i kroppen, som en flygtig skygge.
Tid at gøre op med fortiden, så jeg fremadrettet kan navigere med mig selv i førersædet. Pas på dig! Du er guld værd.
Rikke
Rikkes rejse ud af stress: Uge 3
Revolutionerende adfærdsændring i dag :) – sidste dag i uge 3. Hele to nye oplevelser. Middagshvil UDEN dårlig samvittighed. Og en SPONTAN pause, mellem to opgaver. WOW!
Dermed kan jeg konkludere, at jeg for alvor er i gang og på vej, med terapi og mindfulness. Det virker og det føles godt!
I sessionerne kommer det til udtryk, hvor følsom jeg er pt. Tårerne triller, mange og ofte. Fornemmer jeg har fået prikket hul på en kæmpe boble uforløste følelser, nu hvor jeg langsomt finder ro og sænker paraderne.
Samtidigt mærker jeg den spirende indre glæde, en snert overskud viser sig i små skønne glimt, og smilet hører ikke længere kun fortiden til. De daglige øvelser har positiv effekt. Langsomt begynder jeg at ane små glimt af mig selv.
Sværeste øvelser er helt klart tålmodighed, bryde mønstre og holde pauser – mange pauser. At fortsætte helt langsomt og roligt, trods øjeblikke med god energi. Selvfølgelig har jeg prøvet at træde forkert – gjort for meget, overvurderet min formåen. Regningen betales kontant om aftenen/natten, hvor uroen hersker, symptomerne blusser op, og søvnen bliver usammenhængende og sparsom.
Dagene går fortsat i mit eget lille felt (hjemme), hvor dagdrømmene flyver og jeg visualiserer alt det jeg savner og længes efter. Vandreture langs vandet, løbe gennem skoven, på ture med mine børn, middage med venner, gode grin. Nøj, hvor jeg savner at grine!
Men først skal kroppen oplades med god energi og ikke køre på reservetanken, før jeg kaster mig ud i aktivitet.
Fællesskabet på AMSI gør godt – her føler jeg mig normal igen.
Mødet med andre, dele, blive klogere, mærke, reflekterer og møde forståelse ikke mindst.
Det er svært at gøre mørke dage lyse, når man er syg af stress. Alligevel lykkes jeg ved at finde glæde i de små succeser i nuet. Glæde over det der lykkes. Det seneste år føles som spildt tid – men jeg minder mig selv om, at livet foregår hver dag. Jeg prøver at få det bedste ud af de vilkår jeg har. Det skylder jeg mig selv, og mine børn.
De bedste hilsener Rikke
AMSI forløb 2024/25, Præsentation
Mit navn er Rikke, jeg er 53 år, mor, atlet, karrieremenneske, med passion og engagement i andre mennesker. Jeg har levet et liv med fart på, været drivkraften og initiativtageren der får tingene gjort. Samtidigt har jeg været den forstående, betænksomme og hjælpsomme datter/mor/veninde/partner/kollega/medarbejder/nabo etc. - indtil min krop kollapsede i 2023.
Dette er starten på mit AMSI forløb ved Stresslægen.dk Trine Rønnov – Dette er min historie.
Trine Rønnov poppede frem på min fb skærm lige omkring mit kollaps. Jeg blev fanget af hendes budskab, fordi jeg har været syg af stress flere gange, og denne gang alvorligt syg.
Jeg sad midt i et vigtigt onlinemøde på jobbet, da min indre hovedafbryder slukkede og jeg mærkede hvordan først hjernen lukkede ned, efterfulgt af kroppen, og jeg kunne ingenting.
De seneste år har jeg prøvet nærmest alt – alle former for terapi, fra psykolog forløb til kropsterapi; heliomassage, zonetarapi, meditation, yoga, stillevandring, skovbadning, you name it. Jeg har sågar været til udredning på hjerteafdelingen, fordi jeg døjede med så kraftige smerter i brystet, omkring hjertet og oplevede strålende smerter ud i armen. Mit hjerte fejlede heldigvis ingenting. Lettet og samtidigt dybt frustreret, for hvad var der galt.
Hver gang jeg har været syg (af stress) i årenes løb, er jeg kommet tilbage. Tilbage til samme hamsterhjul, hvor timerne i døgnet er for få og nætterne bliver fyldt med uro, tankemylder og katastrofetanker, i stedet for god nattesøvn.
De psykolog forløb jeg har været i, har utvivlsomt været gavnlige for mig. De har hjulpet mig på vej, men aldrig helt i mål.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at havne i disse situationer, og nu er blevet så syg?
Rækken af spørgsmål er lang; f.eks.:
Hvorfor bliver jeg ved med at møde personer, der er usunde for mig?
Hvorfor har jeg accepteret at lade andre mennesker påvirke mig i så høj grad?
Hvorfor har jeg lade mig udnytte?
Hvorfor har jeg ikke sagt fra, og passet på mig selv?
Spørgsmålene er mange, og de gør ondt.
For ansvaret er mit – jeg er jo selv ansvarlig for mine grænser og hvad jeg accepterer og tillader. Men hvorfor er det så svært at sige fra!?
Svaret på det, og meget mere, håber jeg at finde i dette AMSI forløb.
Jeg ønsker en gang for alle, at nå i dybden med mig selv, finde årsagerne til mine valg og hvorfor jeg ikke har kunne passe bedre på mig selv.
Jeg ønsker en fremtid med livskvalitet!
Jeg savner i høj grad, at tage på ture med mine børn, løbeture gennem skoven, cafebesøg med kære veninder, i det hele taget at komme ud og være aktiv og social.
En fremtid hvor jeg kan mærke og respekterer mig selv, og leve mit liv, som jeg elsker det – uden stress, uden dårlig samvittighed og uden helbredsmæssige begrænsninger.
Er jeg usikker og nervøs – ja! Har jeg været skeptisk og tvivlende – ja!
Samtidigt er jeg spændt, håbefuld, nysgerrig, motiveret og tror på at jeg kan!
Motiveret for at slippe ud af dette fængsel, som stresssygdommen holder mig i.
Jeg vil leve mit liv igen! Og ikke forblive denne skygge af mig selv.
KUN jeg selv, kan skabe forandring i mit liv, og tiden er inde. Nu er det all in.
Jeg starter mit AMSI forløb, i håb og tro om, at dette forløb og disse mennesker, kan hjælpe mig til at blive rask og støbe mit nye sunde, solide fundament.
Jeg ser frem til rejsen, og til at dele den med jer.
De bedste hilsener
Rikke
Find gode råd om stress
Smut forbi vores blog og få hjælp til at finde vejen ud af din stress
Bliv klogere på stress her
