Da jeg gik ned med stress

Da jeg gik ned med stress Jeg tror stress er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Værre end da jeg mistede min mor. Og det siger ikke så lidt. Da min mor døde, kunne jeg ikke forstå, hvordan verden bare kunne fortsætte. Hvordan bussen stadig kunne køre, hvorfor folk købte ind i supermarkedet og børn legede på legepladsen, mens min verden var gået i stå. Det hele føltes så uvirkeligt. At gå ned med stress føltes på sin vis som om jeg selv døde – men på en usynlig måde. Jeg forsvandt ikke fra verden, men jeg forsvandt fra mig selv. Selvom folk omkring mig godt kunne se, at noget var helt galt – jeg græd meget og kunne ikke overskue noget – så er det ikke noget, der er nemt for andre at forstå. Da min mor døde, var der en synlig død, noget man kunne forholde sig til og sætte ord på. Stress er anderledes. Det er mere tåget, og jeg tror, de færreste forstår det, hvis de ikke selv har prøvet det. Fra at have været den, der gik forrest, blev jeg pludselig den, der gik bagerst. Jeg tror måske, det skræmte nogle mennesker omkring mig. For hvis en, der altid har haft styr på tingene, kan bryde sammen, så kan det jo ske for hvem som helst. Det piller måske også ved deres egen travlhed i livet – og det er ikke rart at spejle sig i. Jeg havde spurtet rundt i årevis. Altid haft noget at kaste mig over, altid haft travlt. Og selvom min krop for længst havde forsøgt at sige fra – med træthed, smerter, og endda så meget kraftløshed i armen, at jeg måtte holde pause midt i at børste tænder – så lyttede jeg ikke. Jeg skulle bare videre. Når jeg ser tilbage, tror jeg, jeg var afhængig af det tempo. Af dopamin-rusen i at klare alt, holde sammen på tingene, være uundværlig. Jeg mærkede det først, da opgaverne forsvandt én for én: børnene blev store, friskolen jeg havde været med til at starte, kørte af sig selv. Og så stod jeg dér – i et forsømt parforhold, i et job jeg ikke brød mig om, midt i 50’erne – og jeg havde ikke længere noget sted at hælde mit engagement hen. Jeg gik til en arbejdspsykolog, overbevist om at jeg bare skulle videre. Skifte job, skifte branche – finde noget. Hun foreslog en stresstest, og jeg tænkte: Hvad skal jeg dog det for? Jeg er da ikke stresset – jeg laver jo ingenting! Men testen viste noget helt andet. Min stress lå helt ude i det røde felt. Hun bad mig gå til lægen, og dér brød jeg fuldstændig sammen. Det var også virkelig svært at opdage, at jeg var fuldstændig ”erstattelig”. At alle dem, jeg havde givet min tid og mit liv, fortsatte uden mig. At verden ikke stoppede, selvom jeg gjorde. Jorden drejede videre, opgaverne blev løst af andre, livet gik sin gang. Det er en voldsom erkendelse at stå med, når man pludselig opdager, at man ikke er så uundværlig, som man troede. Det er ikke nogen nem erkendelse, og jeg ville aldrig selv have valgt vejen dertil. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at stressen også var et stopskilt. Et voldsomt, uvelkomment og smertefuldt stopskilt – men også en mulighed for at opdage, at jeg godt må være i verden, bare fordi jeg er. Ikke fordi jeg præsterer. Ikke fordi jeg ordner alting. Men fordi jeg er mig.